Hurt Locker, The
Premiere Leje/Salg DVD/Blu-ray: 23. feb. 2010 – Krigsfilm – 125 min. – 2009 – Dolby Digital 5.1 – 16:9.
Covertekst:
Da den amerikanske bombe-enhed i Bagdad får en ny frygtløs bomberydder (Oscar®nominerede Jeremy Renner), kastes de unge bombeeksperter ud på en hæsblæsende mission i den sønderskudte storby. Er det ansvarsløs krigsførelse eller blodig krigsrus? Og kan man overleve et job, som i bogstaveligste forstand er en tikkende bombe?
The Hurt Locker er instrueret af KATHRYN BIGELOW og blevet kaldt den foreløbigt bedste film om krigen i Irak. Dens adrenalinfyldte action og intense spænding har betaget kritikere over hele verden, og filmen har allerede vundet et hav af priser!
Filmen:
Handlingen er ganske simpel. Vi følger et bomberydder hold på 3 mand. Nu kunne det jo blive en halvkedelig film, hvis den kun handlede om at fjerne bomber. Heldigvis er der meget mere gemt i denne film. For selvfølgelig er det at rydde bomber en stor del af filmen, men den handler mere om, hvad krigen gør ved de 3 mænd. Når de arbejder i marken, hvor adrenalinen pumper. Når de er på basen, hvor kedsomheden er den største fjende, der dog kan holdes på afstand med sprut.
The Hurt Locker er på mange måder en lidt anderledes film, for det er ikke ét bestemt slag, filmen skildrer eller nogle helte fra de krige, som verden har været igennem. Det gør, at man ikke ved, om heltene holder hele vejen til slutningen. Man får til gengæld en fornemmelse af, at det er helt almindelige soldater, man følger. Og som filmen skrider frem, kommer man tættere og tættere på dem. Et andet godt virkemiddel, som filmen bruger, er, at den skifter mellem action og intense scener, for så at vise soldaternes følelser og problemer i den næste scene. Det giver en god underholdningsværdi og dybde, som gør filmen til en større krigsfilmsoplevelse end de fleste andre.
Er man til nutids krigsfilm, er The Hurt Locker bestemt en film, man bør se. For det er en fed oplevelse, der giver et indblik i, hvordan krig er mere end bare bomber og kugler.
Ekstra:
Behind the Scenes.
Det er lidt sparsomt med ekstra materialet i forhold til, at vi taler om en Oscar- nomineret film. Men man får da et lille kig bag om filmen og en forklaring på instruktørens visioner for filmen.
Konklusion:
The Hurt Locker er en krigsfilm, man ikke bør snyde sig selv for. Den har intensitet, action og mere dybde end de fleste i denne kategori. Den er jo nu også blevet beriget med flere Oscar’s bl.a. for bedste film.
Ekstra: 2
Filmen: 4
Ud af 5
-
Anmeldt af Keld Mølbæk
Popularity: 4% [?]
