My sister’s keeper
Premiere Leje/Salg DVD: 09. feb. 2010 – Drama – 114 min. – 2009 – Dolby Digital 5.1 – 16:9.
Covertekst:
Hvad er familiesammenhold? Nick Cassavetes, der har instrueret The Notebook og John Q, beviser igen sin fornemmelse for historier om dybe, menneskelige relationer i denne inspirerende film om en kærlig familie, der udfordres og forenes af et barns sygdom. Cameron Diaz, Abigail Breslin og Alec Baldwin er med til at skabe en fantastisk stemning i fortællingen om den 11-årige Anna Fitzgerald, der er født til at være donor for sin ældre, leukæmiramte søster, men som nu kræver retten til selv at bestemme over sin egen krop. Hendes kamp for frihed til at vælge truer med at splitte familien, men er måske det første skridt mod virkelig tilgivelse, værdighed og familiesammenhold.
Filmen:
“My sister’s keeper” er en film med mange facetter, den tager en del problemstillinger op, hvilket vil sige at det er en film der skal forholdes sig til. Det er ikke ren og skær underholdning, selvom det fiktive drama ligger på et meget højt plan. For det første er det et stort etisk dilemma filmen tager hul på, nemlig spørgsmålet om det er i orden at fremavle et barn, der kan bruges som blod og organdonor for en ældre søskende? Et komplekst spørgsmål hvor filmen både taler for og imod, og det er det gode ved netop “My sister‘s keeper“, at den leverer ikke nogen entydig morale, men lader det være op til hver seer individuelt, hvordan spørgsmålet skal besvares.
Dernæst tager den også fat på andre spørgsmål, som fx livet efter døden, hvis et sådant findes. Hvordan det er at leve et liv som leukæmiramt barn, og familien omkring det. Hvordan det er at miste, og hvordan det er svært at give slip med at beskytte barnet. Den kommer hele spektret rundt og skaber en helhed der sjældent ses i film. Den gør det på den måde, at handlingen følger alle de implicerede der så fungerer som fortællere hen over filmen, og ser tingene fra deres synsvinkel. Det gælder hvad enten det er moren, faren, søsteren, broren eller pigen med leukæmi, alle har noget at byde ind med i forhold til hele situationen. Det er utrolig godt lavet at filmen hele tiden bruger forskellige indgangsvinkler, flere løsningsforslag.
Det kan ikke undgås at filmen bliver trist indimellem, men den gør det uden at blive overdramatisk eller rørstrømsk, og den rører altså noget dybt inde i seeren. Men ikke nok med at den er trist, den er også livsbekræftende, rørende og til tider endda morsom. Den dvæler ikke for længe ved de forskellige dele af filmen, om det er kærlighedshistorien eller retssagen, er det dosseret lige tilpas tidsmæssigt. Det giver et fremragende flow, og den bliver ikke bliver for langtrukken.
Ekstra:
- Additional scenes – 16.35
- Theatrical trailer – 2.30
Ekstramaterialet hører ikke til det mest omfangsrige, men det fraklippede scener er alle på højde med resten af filmen.
Konklusion:
Filmen er et fremragende indlæg til debatten om hvorvidt det skal være lovligt eller ulovligt, at skabe donorbørn til brug for søskende. Den gør det fantastisk ved at være nuanceret i sin tilgang til handlingen, og ved ikke at tærske langhalm på de forskellige situationer. Instruktøren Nick Cassavetes har skabt en perle, der kan ikke sættes en finger på noget, den er ganske enkelt perfekt. Det eneste der skulle være en hindring for at se filmen ville være, at man ikke er til alvorlige film.
Ekstra: 2
Filmen: 5
Ud af 5
Anmeldt af: Aron Gerberg Simonsen
Popularity: 4% [?]
