Lie To Me – Sæson 1
Premiere Leje/Salg DVD/Blu-ray: 26. jan. 2010 – TV-serie – 625 min. – 2009 – Dolby Digital 5.1 – 16:9.
Covertekst:
Fra producerne bag 24 Timer kommer ny en ny, fængslende dramaserie med Tim Roth i hovedrollen som Cal Lightman, der er ekspert i at afsløre bedrageri gennem ansigtsmimik og kropssprog. Denne menneskelige løgnedetektor arbejder sammen med psykologen Gillian Foster på specielle sager som sabotage, mord og diverse skandaler – altid på jagt efter at afsløre det vigtigste af alt: Sandheden.
Filmen:
Konceptet i denne tv serie består i, at læse ansigter for at afsløre løgn og bedrag, et både interessant og nyskabende koncept, der gør “Lie to me” til noget anderledes. Serien starter da også op med en “grundig” gennemgang af, hvordan disse ansigts udtryk kan bruges i den rette henseende. Det danner grundlag for forståelsen af resten af serien. Det pudsige ved netop dette er, at den også trækker paralleller til virkelighedens løgnere, hvad enten der er politikere eller andre kendte, som fx Bill Clinton og Mike Tyson.
1. sæson består af 13 afsnit, og alle med hver deres egen handling, hvad enten det drejer sig om at løse et mord, bortførelse, eller terrorisme. Det vil dermed også sige at kvaliteten i hvert afsnit svinger, netop på baggrund af hvad afsnittet handler om, hvor godt det er skruet sammen. Af de mest spændende kan nævnes afsnit 6 og 12, der skiller sig ud fra de andre, ved at en perfekt sammensat thrillerhandling, og så på bare 40 minutter. Derimod er sidste afsnit, nr. 13, en kliché uden sidestykke, men når der er tale om en amerikansk serie, skal der selvfølgelig være noget om islamistiske terrorister. Det er så tyndslidt en handling, at den misklæder serien, og som afsluttende afsnit for første sæson, er den en skuffelse.
Men bortset fra enkelte kiksere, er det fælles for hele serien, at langt de fleste afsnit har spændingen og overraskelsen som fællesnævner. Faktisk er det typisk for serien, at den hver gang tager en 3 til 4 drejninger, før plottet afsløres. Det hele er kogt ned til et minimum, så der sjældent bliver nogle kedelige pauser. Den følger fire hovedpersoner, der næsten hver gang deler sig op i hold af to og to, og på den måde bliver der både en hoved- og bi historie at følge med i. Der er ingen decideret rød tråd igennem serien, udover dens hovedpersoner, den bygger ikke op til nogen spænding der først skal udløses i næstkommende afsnit. De selvstændige historier gør at serien bliver uforpligtende, man går ikke glip af noget ved at misse et afsnit eller to.
Ekstra:
- The truth about lies – 26.06
- Deleted scenes – 17.56
Desværre er det et af de ekstramaterialer, hvor der ikke er gjort den lille ulejlighed at lave danske undertekster til, hvilket selvfølgelig trækker karakteren lidt ned. Derefter skal det også nævnes, at den første featurette er temmelig interessant, den kommer godt rundt om serien, tilblivelsen, castingen osv.. De slettede scener giver dog ingen større mening, men de kan da godt ses i mangel af bedre.
Konklusion:
“Lie to me” er en nytænkende serie i forhold til sit koncept, og det gør en stor del når det gælder seværdighed. Derudover er langt de fleste afsnit også skruet forbandet godt sammen spændingsmæssigt, og de har alle sammen også en ny handling forskellig fra den foregående. Det er en af de rigtig gode spændingsserier der pt. er på markedet, der indimellem bevæger sig helt over i thrillergenren, og det er her den er bedst.
Ekstra: 2
Filmen: 4
Ud af 5
Anmeldt af: Aron Gerberg Simonsen
Popularity: 4% [?]
