There is something about me..

Archive for January, 2010

Top 20 DVD – uge 3

Tags: On January - 29 - 2010


Her er de mest købte titler i uge 3.

TOP 20

01. PIGEN DER LEGEDE MED ILDEN / NORDISK FILM

02. MÆND DER HADER KVINDER / NORDISK FILM

03. DISTRICT 9 / SF FILM

04. ALADDIN SPECIAL EDITION / WALT DISNEY STUDIOS HOME ENT.

05. SE MIN KJOLE / NORDISK FILM

06. ICE AGE 3 – DINOSAURNE KOMMER / SF FILM

07. HARRY POTTER OG HALVBLODSPRINSEN / WARNER BROS.

08. NYNNE BOKS – DEN KOMPLETTE SERIE / SCANBOX ENT.

09. TWILIGHT / NORDISK FILM

10. ANDEN VENDER TILBAGE / ARTPEOPLE
11. MAMMA MIA! THE MOVIE / UNIVERSAL PICTURES

12. INGLOURIOUS BASTARDS / UNIVERSAL PICTURES

13. BARBARA CARTLAND – BOX / SCANBOX ENT.

14. TØMMERMÆND I VEGAS / WARNER BROS.

15. JAMES BOND: QUANTUM OF SOLACE / SF FILM

16. G-FORCE / WALT DISNEY STUDIOS HOME ENT.

17. BRUNO / NORDISK FILM

18. TRANSFORMERS 2 – REVENGE OF THE FALLEN / PARAMOUNT

19. COLORADO SAGAEN – SÆSON 1 / UNIVERSAL PICTURES

20. ENGLE & DÆMONER / SONY PICTURES

Popularity: 7% [?]

Wallander box (BBC)

Tags: On January - 27 - 2010

Premiere Leje/Salg DVD: 29. dec. 2009 – krimi serie – 266 min. – 2009 – Dolby Digital 5.1 – 16:9.

-
Covertekst:

Den svenske krimiforfatter Henning Mankell har tiltrukket sig stor opmærksomhed langt ud over Sveriges egne grænser. Hans bøger er oversat til 35 sprog og er solgt i mere end 25 millioner kopier. I 2008 fik Kurt Wallander debut i engelsksproget version med Kenneth Branagh som kriminalinspektøren. Wallander er stadig svensker, og handlingen er ikke flyttet fra det idylliske landskab omkring Ystad i det sydlige Sverige, men i disse film bliver der altså talt engelsk.

-

Filmen:

Denne “Wallander” serie bestående af 3 film, og som lige har kørt på DR1 udkommer nu i en samlet DVD boks. De er ikke at forveksle med den svenske “Wallander” serie, der også netop nu kører på selv samme DR1, og som også bliver anmeldt her på siden enkeltvis. Disse to serier har ikke noget handlingsmæssigt med hinanden at gøre, da disse er baseret efter deciderede romaner af Henning Mankell (“Wallander” bøgerne nr. 5, 7 og 8).

-

Disse film er genindspilninger af allerede eksisterende svenske film, der denne gang har engelske skuespillere med og foregår på engelsk. Der skal absolut heller ingen tvivl være om, at det er filmenes akilleshæl. Intentionerne om at skabe serien på engelsk er sikkert god nok, men er man vant til at se de svenske film, giver disse engelsksprogede versioner meget tilbage at ønske. Det ligger bl.a. i at det hele stadigvæk er svensk, svenske “polis” biler, det svenske flag, og en dansk høkersnaps på bordet, kan der også snige sig ind. På den måde er det hele faktisk rigtig godt gennemført. Men surrealistisk er det, at gode svenske navne som “Kalle” og “Åke”, bliver til “Kelly” og “Ake” i en brites mund. Og at fx ordene “300 kroner” får en helt forkert klang. Det virker plat, nærmest som at gøre nar af seeren.

-

Alt det engelske taget i betragtning, kan det dog ikke tages fra filmene, at handlingen i hver enkelt af dem stadig er spændende og har den helt rigtige krimiintensitet. Der mangler alligevel en rød tråd filmene imellem, det kunne i og for sig være tre vidt forskellige film, blot med den samme hovedperson. Der er ikke noget link mellem filmene, der kæder dem sammen og gør dem til en serie. Ligeledes er de fleste af figurerne lidt tamt portrætteret, en smule karakterløse, og det bærer filmene helt klart også præg af.

-

Af de tre film står “Brandvæg”, nr. 3, som den bedste, med god mystik og et godt twist en times tid henne i filmen. “Det næste skridt”, nr. 3, er til gengæld seriens svageste film, hvor krimiplottet står lidt i baggrunden, til fordel for “Wallanders” privatliv. I øvrigt noget filmene her er gode til at fremstille, de bliver meget personlige omkring “Wallander” figuren.

-

Ekstra:

Intet ekstramateriale.

-

Konklusion:

Filmene mangler det som alle de andre “Wallander” film har, nye som gamle, nemlig atmosfæren der kommer i form af det svenske sprog. Disse filmatiseringer virker ikke så autentiske. De har en god handling, hvilket ene og alene skyldes Henning Mankells bøger, men de svenske originale film er altså bare det bedre. Som helhed er det en ok serie, men de svenske film er dog langt at foretrække.

-

Ekstra: 0
Filmen: 3

Ud af 5

-

Anmeldt af: Aron Gerberg Simonsen

-

Popularity: 4% [?]

Diplomat

Tags: On January - 27 - 2010

Leje/Salg DVD: 08. dec. 2009 – Action – 79 min. – 2008 – Dolby Digital 5.1 – 16:9

 -

Covertekst:
Kommissær Julie Hales fra Scotland Yard efterforsker koblingen mellem den russiske mafia og den britiske diplomat Ian Porter. Da hun opdager, at han i virkeligheden er hemmelig agent på MI6, bryder helvede løs. Porter bytter identitet for at undkomme gengældelse, men ingenting må komme i vejen for hans opgave: at forhindre terrorister i at få fat i en atombombe – lille nok til at rummes i håndbagagen…

 -

Filmen:
Selve handlingen, for de næsten 3 timer som filmen varer, er godt beskrevet i coverteksten, så det vil jeg ikke bruge tid på. Jeg skal ikke sige med sikkerhed, hvor mange afsnit filmen har bredt sig ud over, da den blev vist på tv, men én ting er sikkert: der kunne sagtens være skåret mange minutter fra – ja, måske helt op til en time. For man føler virkelig, at filmen står stille i handlingen flere gange. Den får aldrig et rigtigt flow men kommer måske tæt på i den sidste halve time, men der er man ved at have opgivet.

 -

En anden svaghed er selve handlingen. Man har Julie Hales, en efterforsker fra Scotland Yard og en britisk diplomat, som begge har hovedrollerne. Men de er bare ikke interessante! Hun er direkte kedelig at følge og virker ideforladt. Man ved, at han gemmer på noget mere, men der går bare alt, alt for lang tid, før han begynder at afsløre lidt om sig selv, og det meste har man regnet ud, da der endelig bliver lukket op.

 -

Ekstra:

Intet ekstramateriale.

 -

Konklusion:

Når man tænker på, at dette er en engelsk tv-serie, kan man næsten ikke blive andet end skuffet, i forhold til hvad man plejer at få fra deres side. Der er simpelthen hverken saft eller kraft i filmen eller dens handling, desværre.

-

Ekstra: 0
Filmen: 2
Ud af 5
-
Anmeldt af Keld Mølbæk
-

Popularity: 3% [?]

Atlantis

Tags: On January - 26 - 2010

Leje/Salg DVD/Blu-ray: 19. jan. 2009 – Dokumentar – 79 min. – 2009 – Dolby Digital 5.1 – 16:9

-

Covertekst:
Atlantis er den prisbelønnede filmskaber Luc Bessons imponerende hyldest til den uendelige skønhed og det ufattelige vidunder af en verden, som man finder dernede under havoverfladen. Filmen kombinerer åndeløst smukke undervandsoptagelser med et hypnotisk musikscore af Bessons hofkomponist Eric Serra, og havlivet udforskes på en måde, som man aldrig før har set. Mens den på samme tid er både spændende, lyrisk og mystisk, vil Atlantis’ tryllebindende billeder – med dens yndefulde portrætter af rokker, hvaler, delfiner, havslanger og sågar frygtindgydende, men legesyge hajer – blive husket længe efter, at filmen er slut.

-

Filmen:
Skal man kort beskrive Atlantis, må det være som havets version af en musikvideo.  Ja, hvordan skal det nu forstås? Jo, man tager Luc Besson og et filmhold, smider dem i dybet med et par kameraer, de filmer så de fisk og andre skabninger, som de kommer til. Herefter tager man Eric Serra og beder ham om at lave klassisk musik til dét, man har filmet, og så er Atlantis klar.

 -

For i modsætning til andre naturfilm er der ikke nogen, der fortæller om dét, man ser. Der er kun musik i 1 time og 18 minutter. Det er en genial måde at vise sit fladskærms-tv frem på; for det er flot filmet, og musikken passer godt til det, man ser – til tider falder man næsten i en trancelignende tilstand.

 -

Når det er sagt, må man sige, at det virker som en noget langtrukken oplevelse, og det er nok ikke noget, man vil sætte sig og opleve flere gange, ikke engang i den Blu-ray version, vi anmeldte. Det bør også nævnes, at der er tale om optagelser tilbage fra 1991, og det kan man godt se. Der mangler lidt farvedybde og en anelse skarphed, som vi kender fra nutidens HD naturfilm.

-

Ekstra:

Der er ikke ekstra på udgivelsen.

-

Konklusion:

En billede og lydmæssige oplevelse, men hellere ikke mere, der skal altså noget fakta på naturfilm før det bliver rigtig interessant.

-

Ekstra: 0

Filmen: 2

Ud af 5

-

Anmeldt af Keld Mølbæk

-

Popularity: 3% [?]

Se min kjole

Tags: On January - 24 - 2010

Premiere Leje/Salg DVD: 05. jan. 2010 – Drama – 88 min. – 2009 – Dolby Digital 5.1 – 16:9.

-
Covertekst:

“Se min kjole” er en roadmovie om fire piger, som kører tværs over Danmark på jagt efter en ny fremtid. Egentlig skulle de bare have været nede efter smøger, men noget går galt og kort efter er de på vej vestpå i en stjålet Volvo. For nogle af pigerne er der et gammelt regnskab, der skal gøres op. For andre handler det om en nyvunden frihed.

-

Filmen:

Som filminstruktør har Hella Joof mest gjort sig i komedier, men nu er tiden kommet til den alvorlige genre. Og det er ikke bare i den lette ende af de alvorlige film, nej det nede blandt de helt tunge dramaer “Se min kjole” hører til. Den følger selvdestruktive, prostituerede narkomaner, og til at starte med virker de alle sammen en smule irriterende. Det der så viser sig senere i forløbet som filmens force er, at et eller andet sted hen ad vejen bliver de menneskelige.

-

Der langt fra Joofs tidligere livfulde eller komiske figurer og karikaturer, til dette portræt af menneskeskæbner. De er fire forskellige kvinder, forskellige typer, når der kommes ind under huden på dem. For umiddelbart synes de ikke af noget specielt, indtil personlighederne dukker frem, og afslører noget på én gang tragisk og livsbekræftende i historien. Det vises bedst i den måde filmen er bygget op på, med små op og ned ture. Bedst som det hele virker fredeligt, bryder helvede løs igen og igen, en ond cirkel der næsten er umulig at slippe ud af. Af samme årsag ligger det også i kortene, at denne film umuligt kan ende lykkeligt.

-

Filmen er bygget op som en klassisk roadmovie, og den fører seeren hen hvor det ikke troedes muligt. Den er anderledes, barsk og dybdegående i sin genre, som det ikke er set siden “De største helte“. Den er en påmindelse om, at det danske samfund også rummer mange kradse menneskeskæbner.

-

Ekstra:

- Trailer – 2.10

- Teaser – 0.47

-

Konklusion:

“Se min kjole” kræver en vis stemning af sit publikum, det er en meget alvorlig og barsk film. Man skal ikke forvente den vanlige lette genre Hella Joof ellers ligger for dagen. Denne gang har hun virkelig taget en kovending genremæssigt, og hun gør det fantastisk. Et næsten morbidt portræt af sammenfundets nederste lag, der trods alle odds også ønsker noget bedre.

-

Ekstra: 0
Filmen: 4

Ud af 5

-

Anmeldt af: Aron Gerberg Simonsen

-

Popularity: 3% [?]

Leje/Salg DVD/Blu-ray: 19. jan. 2009 – Dokumentar – 300 min. – 2009 - DTS HD – 16:9

-

Covertekst:
Tag med på en enestående rejse gennem tid og sted, se hvordan jorden blev formet, og hvad der gør den så unik. Man har undersøgt de imponerende kræfter, der har skabt vores planet – vulkanerne, havene, atmosfæren og isen – for at finde ud af, hvordan de har påvirket vores klodes landskab, klima og historie. Med en imponerende billedside viser denne dokumentar, hvor levende vores planet er.

-

Filmen:
Så er der kommet endnu en af BBC’s kendte dokumentarfilm. Denne gang fra deres Earth serie. Det er Dr. Iain Stewart, der fortæller om klodens kræfter, hvilket i dette tilfælde vil sige disse hovedemner: Vulkaner, Atmosfæren, Isen, Havet og Den enestående jord.

 -

Iain kommer godt rundt om de 4 emner, der er valgt ud, og man får en detaljeret forklaring på mange af de ting, han ser nærmere på. Noget af det kan måske godt virke noget langhåret at følge med i, men snart finder man ud af, at det som helhed giver mening.

-

Ekstra:

Ingen ekstramateriale på denne udgivelse.

-

Konklusion:

Er man en naturnørd, der gerne vil vide mere om vores kære jord og de kræfter, der er med til at holde den i gang, ja så er denne udgivelse helt sikkert værd at bruge tid på. Versionen, som vi har set, er Blu-ray udgaven, og det bliver oplevelsen formentlig ikke mindre af, for der er tale om flotte billeder og musik, der passer til – med Iain som dén, der guider og forklarer dig igennem de 300 min. fordelt på to discs.
-

Ekstra: 0
Filmen:3

-

Anmeldt af Keld Mølbæk

Popularity: 3% [?]

Hustle Kings

Tags: On January - 20 - 2010

VooFoo Studios har lavet et rigtig flot poolbillard spil, som giver dig mulighed for at lege den helt store billardhaj. Hustle King giver mulighed for at spille online/offline og for karriere eller tournement, hvilket giver en masse muligheder at starte ud med. I begyndelsen bør man måske bruge noget tid på de træningsmuligheder, der er. De dækker de mest gængse kneb, man kan få brug for.

-

Når man går rigtigt i gang med spillet, er der 7 forskellige typer pool, samt nogle lege og trickshots, som kan være yderst underholdende at lege med. Så der er nok at gå i gang med, og der går noget tid, før man mestrer de mange typer og muligheder. Ydermere er der også mulighed for både offline og online spil. Begge dele virker efter hensigten. Dog kan man føle sig noget lille, første gang man ryger i en billardhaj online og får tæsk.

Denne type spil har et meget svagt punkt, og det er selve styringen. For det er naturligvis ikke det samme at sidde med et joypad som at stå med en billard kø. Hustle Kings har dog fat i noget af det rigtige, for det er holdt forholdsvis simpelt, og der går ikke lang tid, før det ligger i hænderne. Et sted, hvor det kniber lidt, er måske hele tiden at bevare overblikket over, hvad der ville være mest hensigtsmæssigt at skyde efter. Man har dog mulighed for at skifte kameravinkel, men det kan stadig være svært at beregne kuglens bevægelser.   

-

Grafikken på selve banen er som at være der selv. Omgivelserne lever ikke helt op til bordenes fine standard, og det er sådan set også fuldstændig lige meget, da de jo bare skal vise, hvilken type klub man spiller i. Så i helhed en godkendt oplevelse.

Lyden er simpelthen direkte frygtelig til tider, for godt nok er det blandet musik, der er til spillet, men undertegnede går simpelthen ned på at skulle høre på jazzmusik i et helt spil. Og lige meget hvilken type musik, de spiller, kører det i ring, hvilket jo bare gør oplevelsen endnu mere ubehagelig, og gør musikken til det største minus ved spillet.

-

Konklusion:

Hustle Kings kan købes i PlayStation Store for 59,95,- og til den pris virker det som et godt køb, hvis man er til poolbillard. For man får fornemmelsen og følelsen af, at man står ved et poolbord. Eneste to minusser er manglende overblik og så den til tider grusomme musikoplevelse.

-

Anmeldt af Keld Mølbæk

-

Popularity: 4% [?]

District 9

Tags: On January - 19 - 2010

Covertekst:
For over 20 år siden ankom fremmede væsner fra rummet til jorden. Men det foregik ikke, som vi regnede med. De var blot flygtninge fra en fjern, ødelagt verden, som søgte husly. De blev installeret i Distrikt 9, mens verdens nationer diskuterede, hvad der skulle ske med dem. Nu er tålmodigheden sluppet op. De fremmede væsner er blevet sat under kontrol af et privat selskab, som i virkeligheden kun er interesseret i at kunne aktivere væsnernes heftige våben. Alle forsøg er hidtil mislykkedes, for det kræver, at man har væsnernes DNA. En af selskabets medarbejdere, Wikus, bliver smittet med en virus, som begynder at ændre hans DNA, og snart er jagten gået ind på denne mand, som måske kan give adgang til væsnernes hemmeligheder. Wikus har nu kun ét sted i hele verden, hvor han kan gemme sig: Distrikt 9.

-

Filmen:
Hvad nu, hvis der pludselig lander flere hundrede rumvæsner, der ikke er kommet til vores planet for at slå ihjel. Ja, i filmen bygger man District 9 uden for storbyen Johannesburg i Sydafrika. Der er tale om en fange-/flygtningelejr for vores små venner fra det ydre rum. Det går naturligvis ikke at have sådan en flok boende op af mennesker, derfor skal de flyttes, og denne opgave får vores hovedperson Wikus, men det går grueligt galt, og han bliver gradvis en af dem, de jager.

 -

District 9 tager helt klart en noget anden drejning, end det vi plejer at se. For de er pludselig flygtninge, der er i vejen. Men på den anden side vil vi gerne lære fra dem. På det punkt kunne det ligeså godt have været mennesker, der bor i den forhadte bydel. Men nu er det væsner fra det ydere rum, og det giver mening, for de kan nogle ting, vi ikke kan, og de har noget, vi ikke har. Derfor bliver de også hurtigt til et forskningsprojekt.

-

Wikus ved ikke noget om projektet, men det lærer han på den hårde måde, og pludselig forstår han, hvad de må gå igennem i District 9. Han spilles i øvrigt af en, for mig ganske ukendt, fyr ved navn Sharlto Copley, men han klarer opgaven ganske godt. Han er godt nok et noget træls bekendtskab i starten, men han vokser sammen med sin rolle.

 -  

En anden speciel ting ved filmen er, at den er filmet som en dokumentar, hvor man følger Wikus og dem, som kender ham, som fortæller om ham hele filmen igennem.

-

Ekstra:
Chapter 1 Envisioning District 9
Chapter 2 Shooting District 9
Chapter 3 Refining District 9
Director’s Commentary.

Udmærket ekstramateriale, der også viser, at selve tilblivelsen af filmen også var noget specielt, og det giver et godt indblik i, hvordan filmen blev til.

-

Konklusion:

District 9 er på mange måder en anderledes film, både når det gælder historie, handling og filmning, ikke at det ikke er set før, men det virker som et sjovt mix. Til at starte med virker filmen ligegyldig, men den tager form, og der kommer noget mere kød på handlingen, efterhånden som den skrider frem. Så før filmens rulletekst kører hen over skærmen er det faktisk blevet et godt produkt, og man har set nogle fede effekter og er blevet underholdt.

-

Ekstra: 3.0
Filmen: 3.5
Ud af 5.

-

Anmeldt af: Keld Mølbæk. 

Popularity: 4% [?]

Jeg har elsket dig så længe

Tags: On January - 17 - 2010

Premiere Leje/Salg DVD: 05. jan. 2009 – Drama – 115 min. – 2009 – Dolby Digital 5.1 – 16:9.

-
Covertekst:

Juliette kommer ud af fængslet efter femten år og får et uventet fristed hos sin lillesøster Léa. Livet uden for murerne er en svær udfordring for Juliette, og den iskolde facade hun har opbygget gennem mange år, begynder langsomt at revne.

-

Filmen:

Det skorter ikke på roserne til denne franske film, når der ses på anmeldelserne, som endda er debut for instruktøren Philippe Claudel. Men anmeldersucces er ikke altid ensbetydende med at det er en god film, for det brede publikum i hvert fald.

-

Hurtigt er det dog indlysende, at der her er tale om en helt speciel film, og der er noget forløsende ved at se en film, der ikke har en amerikaniseret Hollywood handling, om end det også kan være underholdende. Charmen og stemningen ligefrem strømmer ud af filmen, kulturen og hele miljøet den foregår i. Det er en stor del af filmens hemmelighed når den er så vellykket, at den formår at skabe en egen stemning. Det er rent faktisk filmisk poesi når det er bedst.

-

Nu er det ikke sådan at filmen er rendyrket fransk idyl, den rummer også nogle dystre undertoner, der nuancerer filmen og hæver den til noget nært et mesterværk. Der ligger en hemmelighed og lurer under overfladen, en hemmelighed “Juliette” gemmer på, og som kun ganske få andre kender. Uvægerligt må sandheden frem. Dermed holder den seeren hen i spænding, ikke så meget med selve hemmeligheden, den afsløres ret hurtigt, men omstændighederne bag afsløres først til allersidst i filmen.

-

Midt i det hele gælder det om for “Juliette” at finde sig selv, derunder også kærligheden, og flere muligheder står åbne. Godt nok er det en bi historie, men den er med til at holde filmen i gang. Den rummer ingen store overraskelser, men det er en film der bringer både smil og tårer frem, og så den vel siges at være nået langt.

-

Den britiske skuespillerinde Kristen Scott Thomas spiller løsladte “Juliette”, en mesterlig præstation i det forsagte indadvendte, med pludselige eksplosioner der kommer så meget des mere overraskende. Hendes søster “Léa” er lige så fremragende, den franske skuespillerinde Elsa Zylberstein har en naturlig sødme og charme, der kun sjældent ses på film. Hun er umiddelbart ingen skønhed, alligevel brager hun igennem skærmen, blot via glimtet i hendes øjne.

-

Ekstra:

Intet ekstramateriale.

-

Konklusion:

I 2 timer føler man sig hensat til fransk idyl og stemning, med indlagte dystre hemmeligheder, mesterligt skruet sammen idet den hele tiden bygget op til noget, og man hele tiden ønsker at se mere, se slutningen. Den spænding der gradvist stiger efterhånden som filmen skrider frem, skaber en mærkelig stille intensitet, den bruger ikke store armbevægelser. Det er ren filmkunst med sin stilfærdige ordinære handling. Et rørende og gribende drama, når det er allerbedst.

-

Ekstra: 0
Filmen: 4.5

Ud af 5

-

Anmeldt af: Aron Gerberg Simonsen

Popularity: 3% [?]

Sunshine Cleaning

Tags: On January - 17 - 2010

Premiere Leje/Salg DVD: 12. dec. 2009 – Komedie, Drama – 88 min. – 2008 – Dolby Digital 5.1 – 16:9.

-
Covertekst:

Rose Lorkowski var engang skolens hotteste cheerleader, men nu er hun i trediverne, arbejder som rengøringskone og prøver at skabe et bedre liv for sig selv og sin excentriske søn Oscar. Søsteren Norah er også gået i stå i sit liv. Hun bor stadig hjemme hos faren, som hele tiden har gang i et nyt, håbløst projekt, som skal gøre ham rig. Rose finder ud af, at der er penge i at rengøre gerningssteder for politiet, og sammen laver de firmaet Sunshine Cleaning, der rykker ud til alle former for bizarre situationer, hvor der virkelig skal gøres rent og ryddes op. Det bliver samtidig vejen til at få ryddet op i søstrenes egne liv.

-

Filmen:

Filmen er bygget op over en noget pudsig historie, med et par kvinder der rydder op efter dødsfald af den ene eller anden slags. Det giver om ikke andet, så i hvert fald en utraditionel handling. Der er ikke meget tempo over filmen, den tager det stille og roligt i sin meget hverdagsdramatiske form. Det kunne foranlediges til at tro, at hele konceptet omkring rengøring af dødsboer kunne indeholde sjove episoder, at filmen var en form for komedie. Det er dog ikke tilfældet, det er en meget alvorlig film der omhandler to søstre, deres privatliv, i det hele taget er det en meget dagligdags handling.

-

De to søstre er naturlige og charmerende, og det bidrager selvfølgelig til dens troværdighed, at det ikke er to modelflotte piger der spiller hovedrollerne. De spilles fortræffeligt af Amy Adams og Emily Blunt. Det filmen formår og som gør den gribende er, at den er rørende uden at være rørstrømsk. En film med stof til eftertanke, omkring livets værdier for almindelige mennesker. Desværre for filmen er der mange løse ender, der aldrig bliver færdigfortalt, hvilket er synd. For den mangler helt sikkert, at give svar på nogle af de handlingsforløb der er påbegyndt i kraft af filmens sideløbende historier. Stadigvæk er der tale om en god og vellavet film.

-

Ekstra:

- Deleted scenes – 8 stk.

-

Scenerne i ekstramaterialet er ikke færdiggjort, så de ses i en noget ringere kvalitet end selve filmen. Egentlig har de heller ikke nogen speciel betydning, hvilket jo også er grunden til at de er klippet fra og ikke færdigredigeret.

-

Konklusion:

“Sunshine cleaning” er et hverdagsdrama med en barok opsætning. Det er uden tvivl en kvalitetsfilm, der dog ikke virker helstøbt i og med den har en del løse ender. En gribende beretning om almindelige mennesker og deres problemer, og et godt bidrag til den seriøse del af filmunderholdningsbranchen.

-

Ekstra: 0.5
Filmen: 3.5

Ud af 5

Anmeldt af: Aron Gerberg Simonsen

Popularity: 3% [?]

Trailer for film der er ude eller kommer snart på DVD ... Kør ind over billedet for at skrue op for lyden
Film Trailers by Filmtrailer.com