Archive for December, 2009

Godt Nytår

Tags: On December - 31 - 2009

fireworks_600

Så gik der endnu et år og det blev endnu et år med store og små oplevelser på filmsiden. Det blev også endnu et år hvor producenterne prøvede at skubbe Blu-ray rigtig i gang og skønt det går fremad er der stadig lang vej endnu. Det blev også året hvor vi på DVDTOWN skiftede look og fik spilanmeldelser med. Begge dele har givet nye udfordringer som vi ser frem til at arbejde videre med i 2010.

Herfra skal lyde et stort ”GODT NYTÅR” og tusind tak til alle der har været med til at gøre det muligt, såsom selskaber, og brugere af DVDTOWN.DK, for uden jer var det ikke muligt.

 

Team DVDTOWN.DK

1997-2010

Popularity: 18% [?]

Niko og de flyvende rensdyr

Tags: On December - 31 - 2009

Niko_600

Premiere Leje/Salg DVD: 01. dec. 2009 – Animation – 92 min. – 2009 – Dolby Digital 5.1 – 16:9.

 
Covertekst:

Rensdyrdrengen Nikos største drøm er at kunne flyve ligesom sin far, et af Julemandens fabelagtige flyvende rensdyr. Men Niko kan ikke flyve, og han har aldrig mødt sin far, som vist slet ikke ved, at han har en søn. Da Niko kommer til at afsløre sin floks sikre gemmested for de sultne ulve, stikker han af for at finde sin far sammen med sin bedste ven, det aldrende flyveegern Julius. Det bliver en farefuld rejse, hvor de to venner får hjælp af væslen Wilma, men også får et ulvekoppel i hælene, som har deres helt egne (bord)planer med Julemanden og hans rensdyr.

 

Filmen:

En dansk, finsk juleanimationsfilm der sidste år i december havde premiere i biograferne, og nu er tiden kommet til DVD udgivelsen. Selvom det ikke er et af de store selskaber som fx ”Dreamworks” der står bag, er der alligevel tale om en fremragende visuel film. Den er utrolig godt lavet, og det er selvfølgelig meget vigtigt når der er tale om en animationsfilm. Spørgsmålet er om handlingen også er lige så god?

 

Handlingsmæssigt hører den til i den lidt mere dystre ende, hvilket nok også er derfor der er en aldersbegrænsning der hedder 7 år. Det uhyggelige er mere udpræget end ved de amerikanske animationsfilm, der som ofte er meget børnevenlige. Her er uhyggen gennemgående hele filmen igennem, og dukker ikke kun op i enkelte sekvenser. Den obligatoriske humor udebliver ikke i denne film, og genren tro er en stor del af humoren også baseret på det voksne publikum, så det dermed går hen og bliver en familiefilm, og ikke ”bare” en børnefilm.

 

De animerede karakterer favner bredt, fra de meget uhyggelige ulve, til det kære storøjede lille rensdyr ”Niko”, og selvfølgelig den komiske islæt, flyveegernet. En ganske sjov figur der letter lidt på den dystre stemning. Historien bærer også en vis form for sørgelighed over sig, den er lidt trist, hvilket ikke bidrager til den julestemning, filmen ellers så velmenende lægger op til.

 

Ekstra:

-      Santa Claus’ village on the arctic circle – 3.50

-      Julius’ Christmas song – 2.42

-      Trailer – 1.28

 

Første featurette er en reklamefilm for Santa Land i Finland, temmelig uoriginalt. Der er ingenting om hvordan filmen er blevet til osv., hvilket ellers er forventeligt til denne slags film. Et uinspireret ekstramateriale der kunne gøres meget bedre.

 

Konklusion:

”Niko og de flyvende rensdyr” er mere uhyggelig end julehyggelig, og som julefilm mangler den noget stemningsmæssigt. Det kan dog ikke tages fra den, at det er en i særdeleshed velproduceret animationsfilm, og for det meste også en velfortalt historie. Den har absolut internationalt format, og i sin genre hører den til dem, der er lidt bedre end gennemsnittet.

 

Ekstra: 1
Filmen: 3.5

Ud af 5

 

Anmeldt af: Aron Gerberg Simonsen 

Popularity: 16% [?]

Dead and Deader

Tags: On December - 31 - 2009

dead_and_deader_600

Premiere Leje/Salg DVD: 24. nov. 2009 – Gyser – 85 min. – 2009 – Dolby Digital 5.1 – 16:9.

 

Covertekst:

Samtidig med at en gal videnskabsmand spreder en zombie virus i sin søgen efter evigt liv, jager elitesoldaten Bobby Quinn en bande menneske ædende zombier dybt inde i den cambodjanske jungle. Jagten fører Bobby videre til en militærbase i Californien, hvor han slår sig sammen med sin gamle våbenbror Judson og den smukke studerende Holly for at bekæmpe zombierne med alle midler. De indser, at de ikke kan vinde kampen ved hjælp af råstyrke og kugler – der kræves ekstreme for anstaltninger, men spørgsmålet er så, om de er klar til at tage konsekvenserne …

 

Filmen:

Fra 1993 til 1997 spillede Dean Cain “Superman” i “Lois and Clark” tv serien, og siden den tid er det blevet til et utal af serier, b-film og tv-film. Denne film er bare endnu et skud på stammen af “billigt” producerede film. Med “Dead and deader er der selvsagt tale om en zombie film, og 9 ud af 10 gange er det ensbetydende med en billigproduceret plat film. Så spørgsmålet er om filmen her har noget at byde ind med.

 

Der går dog ikke mange minutter før filmen oser langt væk af b-film, men ved nærmere eftersyn er det alligevel som om filmen yder lidt mere end de sædvanlige klichéer, selvom de da også er til stede her i filmen. Først og fremmest er den forsøgt skabt en smule mere nuanceret, ved bl.a. mere end kun to eller tre forskellige kulisser. Det der dog virkelig får filmen en smule ud af genren, er de mange fede og avancerede drabsmetoder, den benytter sig af. Samtidig er effekterne langt hen ad vejen også rigtig gode. Trods de mange gode effekter har filmen ikke et gran af uhygge, det virker mere til grin, og derefter er der ikke så meget at gøre for at redde filmen.

 

Ekstra:

Intet ekstramateriale.

 

Konklusion:

Handlingen er ikke noget at råbe hurra for, den er plat som den slags handlinger for det meste er i zombiefilm. Den byder også på halvdårligt skuespil og dårlige replikker. Filmens eneste force er splattereffekterne, der dog er set lige så gode i andre og bedre film handlingsmæssigt. Inden for sin genre er det en ok film, men det er bestemt ikke stor filmkunst.

 

Ekstra: 0
Filmen: 2

Ud af 5

 

Anmeldt af: Aron Gerberg Simonsen

Popularity: 15% [?]

TOP20-Uge 51

Tags: On December - 23 - 2009

Top20_600

Her er de så de mest solgte titler i uge 51 i Danmark, check listen igennem det kunne jo være der var en gave ide eller 2. Evt. en lille ekstra julegave til dig selv.

 

salget i uge 51 – 2009.

 

TOP 20


Nr.  Sidst     Titel

01.    01    ANDEN VENDER TILBAGE / ARTPEOPLE

02.    02    ICE AGE 3 – DINOSAURNE KOMMER / SF FILM

03.    03   HARRY POTTER OG HALVBLODSPRINSEN / WARNER BROS.

04.    Ny   THE PROPOSAL / WALT DISNEY STUDIOS HOME ENT.

05.    09   HOKUS FUCKING POKUS / MBO

06.    05   NIELS HAUSGAARD SHOW / MBO

07.    Ny   G-FORCE / WALT DISNEY STUDIOS HOME ENT.

08.    07   TRANSFORMERS 2 – REVENGE OF THE FALLEN / PARAMOUNT

09.    06   INGLOURIOUS BASTARDS / UNIVERSAL PICTURES

10.    10   TØMMERMÆND I VEGAS / WARNER BROS.

11.    08   KLOVN – THE COMPLETE COLLECTION / UNIVERSAL MUSIC

12.    15   MÆND DER HADER KVINDER / NORDISK FILM

13.    04   TERMINATOR SALVATION / SONY PICTURES

14.    11   TWILIGHT / NORDISK FILM

15.    12   ENGLE & DÆMONER / SONY PICTURES

16.    14   THE UFFE HOLM SHOW 3 / UNIVERSAL MUSIC

17.    Ny   G.I. JOE: THE RISE OF COBRA / PARAMOUNT

18.    13   CIRKUSREVYEN 2009 / MBO

19.    16   MAMMA MIA! THE MOVIE / UNIVERSAL PICTURES

20.    17   KARLA & KATRINE / NORDISK FILM

Popularity: 36% [?]

Kærstesorger

Tags: On December - 22 - 2009

kaerstesorger_600

Premiere Leje/Salg DVD: 24. nov. 2009 – Drama – 121 min. – 2009 – Dolby Digital 5.1 – 16:9.

 

Covertekst:

Filmen er ganske ekstraordinært optaget over en tre-årig periode, så filmens store persongalleri reelt bliver tre år ældre for øjnene af os. Jonas og Agnete er på mange måder hinandens modsætninger, da de allerede i 1. G bliver kærester på Viborg Katedralskole i 1960’ernes Danmark. Jonas er den charmerende dreng, der er vellidt af alle, både kammerater og lærere, men som ikke er videre arbejdsom i skolen. Agnete, derimod, er en akademisk ambitiøs og begavet pige, som til gengæld ikke er særlig moden i livets andre forhold og som tynges af et anspændt forhold til sin familie. Trods deres umiddelbare forskelle er de stærkt draget af hinanden, og de gør meget for at få det til at fungere – men det er ikke altid nok.

 

Filmen:

Nils Malmros har igen lavet en film om ungdommen, men ikke ungdommen af i dag. “Kærestesorger” minder en del om hans gamle “Kundskabens træ” fra 1981. Denne gang udspiller handlingen sig i starten af 60’erne, og handler om gymnasietiden for en håndfuld teenagere i Viborg. Dermed er der hele tiden en kontinuerlig udvikling i filmens handling og dens personer, som giver en god dynamik så filmen ikke bliver kedelig.

 

Omdrejningspunktet er kærlighedsforholdets op og ned ture mellem “Jonas” og “Agnete”, og den er ganske gribende. Den får fremstillet det universelle omkring den første “uskyldige” kærlighed, hvad enten der skrives 1961 eller 2009. I den periode hvor kærligheden begynder at blive dødsens alvorlig, hvor jalousi og forelskelse er de store følelser der regerer i hos den unge. Malmros er en god historiefortæller når det drejer sig om kærlighedsfilm, hvilket han op til flere gange har bevist, ofte med udgangspunkt i noget selvoplevet, og som også er tilfældet i denne film.

 

Filmen er en nostalgisk tids skildring i lige så høj grad, som det er en kærlighedsfilm, men alligevel virker den rigtig godt. Den rummer en poetisk realisme, der trods sit meget stille tempo indfanger seeren på magisk vis. Den har sin egen stemning og tidsånden sidder lige i skabet. Det hele er meget gennemført, og er med til at indvirke på troværdigheden. Det eneste filmen mangler er måske en bedre dialog, der på sit brede jyske indimellem synes at virke dilettantisk i filmsammenhæng. Det er med andre ikke skuespillerne, selvom de er amatører, som er dårlige, de spiller rigtig godt, men det er replikkerne der ikke altid falder lige heldigt ud. De er nok ment som bidrag til det autentiske, men det skurrer noget i ørene indimellem.

 

Ekstra:

- Filmfaderen – 59.08

- Trailer – 2.04

- Trailershow – 3.42

 

Det er kun den første feaurette der selvsagt er noget ved, men den er til gengæld også rigtig god. Den fortæller en del om instruktøren Nils Malmros’ liv, hans film, historierne og personerne bag. Den viser en perfektionistisk og til tider besværlig instruktør, der formår at skabe gode og autentiske film. Et godt og interessant ekstramateriale.

 

Konklusion:

Filmen er ikke den storslåede film som den er blevet udråbt til, men det er en solid film der har mange kvaliteter, og en yderst velfortalt kærlighedshistorie. Den har historiske kvaliteter, og den synes også at være lavet med et vist vemod i tankerne. Den opnår ikke samme klassiker status som “Kundskabens træ”, der er den film den helt klart kan sammenlignes med i denne sammenhæng. Den er dog et godt bud på en god og underholdende dansk film.

 

Ekstra: 3.5
Filmen: 3.5

Ud af 5

 

Anmeldt af: Aron Gerberg Simonsen

Popularity: 34% [?]

Boomblaster is back.

Tags: On December - 15 - 2009

Boomblaster_01

Boom Boom Boomblaster is back.
Hvis man skal have stor lyd med på farten har JVC’s Boomblaster altid været en god ven I nøden. Derfor er det også med glæde at JVC genoptager produktionen igen og det i 3 forskellige farver.

 

Læs pressemeddelelsen:

Da JVC et par år tilbage stoppede produktionen af sin BoomBlaster, udløste det et ramaskrig fra forhandlere og forbrugere. JVC vurderede, at BoomBlasteren med sine næsten ti år på bagen var moden til at blive skiftet ud med nye designs. Men det var markedet ikke enig i.

 

Derfor har JVC valgt at genoptage produktionen af et design, der nu kan indskrive sig i historien som et af de længstlevende inden for forbruger-elektronikken.

Boomblaster_02

På ti år har designet kun gennemgået få justeringer. Den væsentligste ændring er mediet, der først var kassettebånd, så CD og dernæst MP3. De nye BoomBlasters bliver de første med docking station til iPod. Når iPod monteres, lukkes den inde bag en transparent front, så du kan følge dine spillelister på skærmen, mens betjeningen af iPod foregår ved hjælp af BoomBlasterens fjernbetjening.

 

Når musikken tænder, er det stadig med de massive 40 watt i udgangseffekt – takket være de dobbelte Super Woofers med Hyper Bas lyd.

Boomblasteren kan også afspille almindelige CD’er og modtage radio, ligesom den kan tilsluttes andre MP3-enheder.

Boomblaster_03

Marketingchef Jan Petersson fra JVC Danmark, siger:

»Mange af vores kunder var virkelig kede af det, da de ikke længere kunne få de populære BoomBlasters på hylderne. At de nu er her igen har udløst så stor en interesse, at vi allerede nu må melde, at den første sending er solgt til julehandlen på forhånd.«

 

Den nye BoomBlaster fås i varianterne RV-NB50 (smart hvid), RV-NB51 (den velkendte grå/sorte) samt RV-NB52 (helt sort).

 

RV-NB50/51 fås i butikkerne inden jul, mens NB52 er til levering i starten af det nye år.

 

Vejledende udsalgspris inkl. moms
Ca. 2.700 kr., som gælder alle tre modeller.

Popularity: 50% [?]

Streetblaster

Tags: On December - 15 - 2009

Streetblaster_600

Sandberg har netop sendt et sæt hørebøffer på markedet, som går under navnet Streetblaster. Og på indpakningen gør de et stort nummer ud af, at det både er til musik og spil, men kan det lade sig gøre.

 

Design:
Høretelefonerne er af den type, der lukker øret inde og omverdenen ude, hvilket jo til tider kan være ganske behageligt. De er, hvad man nu til dags vil kalde Apple hvid med sort på ørerne og båndet over hovedet. Det hele giver faktisk et meget cool look, som nok skal skabe lidt opmærksomhed, hvor man kommer frem.

 

Desværre har man også valgt at indbygge seler, hvilket vil sige, at den selv skulle kunne justere sig ind. Ideen er meget fin, for det giver en behagelig støtte over hovedet. Desværre var selerne så stramme på vores testudgave, at når man havde sat dem, hvor de skulle og gav slip, gled de en halv cm op, hvilket bevirkede, at de sad og gnavede i øret.

 

Et sted, hvor man har tænkt sig om i forbindelse med disse hørebøffer, er i forbindelse med de udskiftelige kabler. Man har simpelthen mulighed for at skifte imellem et alm. kabel eller en med mikrofon. På den måde kan man jo bruge dem til både spil og musik, uden at man skal have en mikrofon til at hænge i vejen.

 

Specifikationer:
1.2 meter kabel til lyd (2 x minjack 3.5 mm)

2.5 meter kabel til lyd og tale (2 x minjack 3.5 mm)

57 mm freq. 20 Hz – 20 kHz

 

Lyd:
Design er én ting, men det vigtigste er naturligvis lyden. For er den ikke i orden, kan det jo være lige meget. Heldigvis er der en yderst hæderlig lyd, der giver en god lydoplevelse. Specielt er bassen virkelig god, prisen på 299,- taget i betragtning. Men også som helhed er der tale om en god oplevelse, som er med til, at man får en mere detaljeret lydoplevelse, hvad enten det er musik eller spil, hvor man kan høre fjenden nærme sig.

 

Konklusion:
Streetblaster hørebøffer giver en yderst god lyd. Specielt bassen til prisen på de 299,-. Og det er godt tænkt at give mulighed for at skifte kabler, så man slipper for mikrofon, når man bruger den til musik. Eneste minus er justeringsselerne, der virker for stramme. Så hør om du må prøve dem, før du køber.

 

Mere informatin om Streetblaster Sandberg  

Popularity: 48% [?]

Wallander 20 – Lækagen

Tags: On December - 13 - 2009

wallander_20_600

Premiere Leje/Salg DVD: 17. nov. 2009 – Krimi – 90 min. – 2009 – Dolby Digital 5.1 – 16:9.

 

Covertekst:

Ystad rammes af stadig flere velplanlagte og spektakulære røverier mod pengetransporter, hvor biler sættes i brand, motorveje spærres, og større millionbeløb forsvinder. Politieleverne Isabell og Pontus, der under en træningstur befinder sig på rette sted, optager forfølgelsen, og det ender med, at Pontus bliver taget til fange. Kurt Wallander og hans kolleger arbejder på flere fronter og finder et spor, der fører til Sven Adelgren – en gammel ven og tidligere politikollega til Wallander. Han arbejder nu hos Seceuro, der har ansvaret for flere af de bestjålne pengetransporter.

 

Filmen:

Så blev det til nr. 20 i “Wallander” serien, hvor den gode standard holdes i hævd. Rent faktisk hører denne film til en af de bedste, idet den har et gennemtænkt og udspekuleret plot, og leverer en overraskende slutning. Det er ellers ikke altid de store krimiplot Wallander filmene er kendt for, men her er det med og det giver lige det ekstra der skal til for, at det bliver rigtig spændende. Den har også et intenst thriller niveau, mange tilspidsede situationer med nervepirrende scener, fantastisk godt skruet sammen.

 

“Pontus” og “Isabell” får til stadighed mere spilletid i handlingen, det er vel nærmest hovedroller de har. Så persongalleriet af hovedfigurer udvikler sig, og det er ganske godt for serien som helhed, at der er en kontinuerlig udvikling. Endnu engang er “Wallanders” forhold til anklageren en del af handlingen, der som i tidligere afsnit kun tager små skridt ad gangen. Men på den anden sider er der stadig et par film at løbe på, hvis det skal blive til noget mellem de to. Den altid uheldige “Svartann” undgår heller ikke fokus denne gang, en god bifigur der på det nærmeste er uundværlig.

 

Ekstra:

- Trailers (21 stk.)

- Behind the scenes – 8.45

 

Featuretten der går bag om serien er den samme som på foregående DVD, og det må siges at være fantasiløst. Ikke fordi det ikke er spændende nok, men det er ikke noget man gider at se flere gange. Så det bedste er nok traileren til den kommende film “Skytten”.

 

Konklusion:

“Lækagen” er en krimi i høj klasse, der med sit gode plot overrasker som en rigtig krimi skal gøre det. Historien med de udspekulerede røverier er spændende, og den er ligeså meget en thriller som en krimi. Den blander de to genre godt, og derfor bliver filmen også så vellykket som det er tilfældet. Kræs til alle krimi fans.

 

Ekstra: 1.5
Filmen: 4

Ud af 5

 

Anmeldt af: Aron Gerberg Simonsen

Popularity: 49% [?]

Forza 3 har solgt 1 mio.

Tags: On December - 10 - 2009

Forza_3_600_02

Forza Motorsport 3 har nu solgt 1 million og det fejrer folkene bag spillet, Turn 10, med en lille bilpakke som kan downloades nu, for 400 point på Live, hvis du ejer en Xbox-360 og Forza 3. Den byder bl.a. på biler der endnu ikke kan købes, eksempelvis en Ferrari 458 Italia.  

 

Pressemeddelelse:

 

 ”Forza Motorsport 3″ har nu 1 million enheder solgt og varmer op til juleferien med  en række af nye biler til download i dag!

 

Lidt over en måned efter har “Forza Motorsport 3″ til Xbox 360 solgt mere end en million enheder på verdensplan. Nu  spreder Turn 10 feriestemning med “Hot Holidays” bilpakken, tilgængelige i dag på Xbox LIVE Marketplace for 400 Microsoft Points.

 

“Hot Holidays” bilpakken indeholder nogle af verdens mest eftertragtede super biler og specialbyggede racerbiler i 2009 og 2010, herunder første virtuelle testdrive nogensinde af den nye Ferrari 458 Italia og den nyeste Nissan GT-R Spec V. Den komplette “Hot Holidays” bilpakke liste omfatter:

 

2010 Ferrari 599XX

2010 Mercedes SLR Stirling Moss

2010 Lamborghini LP6700-4 SV

2010 Porsche Panamera Turbo

2010 Ferrari 458 Italia

2010 Jaguar XFR

2010 Audi S4

2009 Aston Martin #007 AMR Lola

2009 Audi #2 Sport Team Joest R15 TDI

2010 Nissan GT-R Spec V

 

Efter at have solgt mere end en million enheder i sin første måned i retail, er “Forza Motorsport 3 ’s” Communities og fans mere aktive på Xbox LIVE end nogensinde. Forza Community har logget over 6,6 millioner mandetimer som har spillet online i mere end 64 millioner sammenhængende sessioner, mens der er kørt over 590 millioner kilometer i spillet til dato. Det er lig med mere end tre ture fra Jorden til Solen og tilbage!

 

Mens “Hot Holidays” bilpakke er den store nyhed for Forza Community’et her i december,  kan bilelskere forvente endnu en bilpakke som falder sammen med  ”North American International Auto Show” i Detroit tidligt næste år. Bilpakken kommer på Xbox LIVE Marketplace d. 12. januar 2010, og indeholder  flere af de nyeste og største biler til det fortsat voksende  “Forza Motorsport 3″. Hold dig opdateret på “Forza Motorsport 3″ på Forzamotorsport.net hvor vi afslører hver af januar bilerne via eksklusive spy shots

 

Ægte bilenthusiaster vil ikke gå glip af det Limited Edition Fanatec ® Porsche 911 Turbo S racing wheel – et perfekt supplement til de realistiske “Forza Motorsport 3″. Yderligere oplysninger finder du ved at besøge: Fanatec.de.

Popularity: 58% [?]

Super Mario Bros. WII

Tags: On December - 9 - 2009

super_mario_bros_01

Release dato: 20. nov. 09 – Selskab: Nintendo – Formater: WII – Anmeldt på: WII

 

Hvis man ser på spillefigurer gennem tiden, er det næsten umuligt at komme udenom Mario. Han må være en af de længst levende helte inden for konsol verdenen, og hver gang Nintendo kommer med en ny konsol, kommer der nye spil med Mario. WII er ikke nogen undtagelse! Man har allerede set en del eksempler. Super Mario Galaxy, Mario Kart og Mario & Sonic at the Olympic Winter Games, Mario Power Tennis.

 

Nu er vores lille helt tilbage, og denne gang er vi tilbage med et platformspil med titlen, Super Mario Bros. WII.
super_mario_bros_03

Super Mario Bros. WII er på mange måder en lidt sjov størrelse, for man kan sige, at det er et skridt frem, men man kan også sige, at det er et skridt tilbage. Hvorfor det er et skridt tilbage skyldes, at man her er gået tilbage til 2D platformspil, som har været brugt i de sidste 10 år. På den anden side så er der jo nok en grund til, at man har brugt denne spilform i 10 år, og Nintendo  har ikke kun tænkt genbrug, for man har prøvet at forbedre den.

 

De fleste ved nok, at man skal styre Mario fra venstre side af skærmen mod højre, igennem diverse forhindringer og undgå forskellige skildpadder og gående svampe. Det er der faktisk ikke noget nyt i. Det nye ligger selvfølgelig i selve banernes opbygning. De største nyheder er dog, at man kan spille helt op til fire af gangen, og så har Mario fået 3 nye powerups, bestående af propeller, Ice Mario samt Penguin Mario. Én ting er desværre, hvad de skriver på coveret, en anden virkeligheden. For det med at spille fire på en gang kan simpelthen ikke lade sig gøre i længden. For på flere baner står man og hopper oven på hinanden, da der ikke er plads; man har prøvet at lave plads til flere ved hjælp af at zoome ud, når man kommer for langt fra hinanden, men det virker ikke optimalt. Det samme gør sig gældende, når en person dør i spillet, for så zoomer den ind, og det giver et lille hak i billedet. Ikke en fed effekt, når man skal lave sit livs hop. Derfor er konklusionen, at man godt kan spille flere på en gang, men jeg vil ikke anbefale mere end 2 af gangen.
super_mario_bros_02

Angående powerups: hvis man har propellen, kan man ryste sin controller og man flyver op. Ikke en dårlig ting på de baner, der går horisontalt. Og en god ven når verden brænder omkring en. Ice Mario er egentlig bare en erstatning; for hvor man før havde ild at kaste med i Mario, har man nu is, hvilket betyder, at fjenderne bliver til isklumper. Penguin Mario kan man det samme med som med Ice. Dog får man nogle bedre færdigheder i vand. Derudover kan det også lige nævnes, at man også kan komme afsted på sin gode ven Yoshi, og så går det over stok og sten.

 

Som Wii ejer sulter man lidt efter de helt store titler, og det her må være den mest ventede titel op til jul for folk med den lille hvide konsol. Hvad er det så, man får? Ja, man får alt det gamle og lidt af det nye, men er det nok? Der er ikke nogen tvivl om, at dette er en af de bedste titler til WII, men man føler alligevel, at der er alt for meget genbrug, til at man springer jublende rundt. For det er Super Mario Bros., når det er bedst, men man havde jo håbet, at de med Wii udgaven kunne have kommet med nogle større overraskelser. Godt nok har man fået 4 spiller mulighed, men hvad hjælper det, når det faktisk kun er muligt at spille 2. De nye powerups er ret beset kun 1, for propellen er vel den eneste, der virkelig er ny, og det er da også den sjoveste at bruge.
super_mario_bros_04

Konklusion:  

Selvom om der er masser af kritik i anmeldelsen, ender vi på 3,5. For Mario kan stadig det med at underholde – også selvom det er 2D  og med masser af genbrug.

 

Det gode: Nye baner, nye powerups, mulighed for flere spiller på engang
Det onde: For lidt nytænkning

Grafik: 3.0
Lyden: 3.0
Gameplay: 4.0
Holdbarhed: 3.5
Overall:3.5

Ud af 5 mulige.

 

Anmeldt af: Keld Mølbæk

Popularity: 57% [?]

Trailer for film der er ude eller kommer snart på DVD ... Kør ind over billedet for at skrue op for lyden
Film Trailers by Filmtrailer.com