There is something about me..

Archive for October, 2009

Tyson

Tags: On October - 29 - 2009

tyson_600

Premiere Leje/Salg DVD: 11. aug. 2009 – Dokumentar – 96 min. – 2009 – Dolby Digital 5.1 – 16:9.

 

Covertekst:

”Tyson” er historien om det legendariske og kontroversielle sportsikon Mike Tyson, der fra en barsk barndom i Brooklyns rå gader, strøg til tops som verdensmester i sværvægt. Lige så legendarisk himmelflugten var – lige så dybt var faldet fra de høje tinder. I James Tobacks intime portræt stiller en brutalt ærlig Tyson skarpt på sin omtumlede tilværelse i og uden for ringen. Vi møder en veltalende og sårbar Tyson, der beretter med både bid og humor. Han blev opdaget i en lurvet boksering af den legendariske træner Cus D’Amato, som tog ham under sine vinger. Herfra gik turen til tops, hvor han gentagne gange blev verdensmester i sværvægt – efterfulgt af den hårde rutschetur ned af rangstigen. Gennem en veltilrettelagt blanding af interview, arkivoptagelser og fotografier tegnes portrættet af Mike Tyson – et overraskende komplekst og nuanceret menneske.

 

Filmen:

Sidste år udkom en DVD om Mike Tyson, en fiktionsfilm, nu er udkommet dokumentarfilmen om selv samme sværvægtsbokser. Mike Tyson er en levende bokselegende, ikke blot for hans flotte præstationer, men også for hans mere kontroversielle sider. Filmen fortæller fra Tysons barndom og frem til og med i dag, om alle hans op og ned ture, bl.a. en voldtægts dom på 3 år (som ifølge ham selv selvfølgelig ikke havde noget på sig).

 

Det er stort set bare Mike Tyson der sidder og fortæller om sit liv, og på den måde er den meget endimensional, og det kan også ses. Det er en film der vil sætte Tyson i et godt lys, trods hans blakkede ry, også selvom den fortæller om alle hans nedture. Men filmen prøver at indgyde sympati og medfølelse for bokseren, men det lykkes ikke helt. Indimellem minder filmen egentlig bare om en gang pral fra Tysons side, når han fortæller om alle de kendte personer han har mødt, og alle de modeller han har været på.

 

For bokseelskere er det mest interessante ved filmen, når der vises klip fra nogle af de store kampe han har bokset gennem tiden. Det er ren guf at se eller gense disse klip, som der ud fra et bokse interesseret synspunkt er for lidt af. Det bliver mere til praleri og dårlige undskyldninger, og det ødelægger dokumentarfilmen langt hen ad vejen. Det skal da også lige nævnes, at det er godt der er undertekster på når Tyson snakker, selvom det er engelsk snøvler han meget og kan være svær at forstå.

 

Ekstra:

Intet ekstramateriale.

 

Konklusion:

Filmen synes at have til formål at sætte Mike Tyson op på en piedestal, men alligevel formår den ikke at skabe det sympatiske billede af ham, som nok har været hensigten. På den anden side får man også en hudløst ærlig film, der ikke udelader mange af alle hans fadæser, men til gengæld prøver at komme med undskyldninger for dem. Dokumentarfilmen er kun set ud fra Tyson synsvinkel, og det hæmmer den altså. Det gode ved filmen er den information og de klip, der vises fra nogle af boksehistoriens store kampe, med en bokser der trods alt var meget dygtig.

 

Ekstra: 0

Filmen: 2 ½
Ud af 5

 

Anmeldt af: Aron Gerberg Simonsen

Popularity: 46% [?]

Duplicity

Tags: On October - 27 - 2009

duplicity_600

Premiere Leje/Salg DVD: 29. sept. 2009 – Thriller – 120 min. – 2009 – Dolby Digital 5.1 – 16:9.

 
Covertekst:

Duplicity er en intelligent, elegant og cool spionfilm, der er skrevet og instrueret af manden bag Michael Clayton. Julia Roberts og Clive Owen spiller hovedrollerne som to sexede, forhenværende efterretningsagenter, der har fundet nye græsgange inden for industrispionage, og som forsøger at gennemføre et af de største kup nogensinde. Indsatserne bliver ved med at stige, og de to bliver tvunget til at sætte alt på ét bræt i dette nervepirrende dobbeltspil.

 

Filmen:

“Duplicity” er en god gammeldags spionfilm, og som sådan er der ikke noget i vejen med det. Desværre markerer den sig ikke med noget ud over det sædvanlige. Det er en hvem narrer hvem film, men den bliver mere forvirrende end overraskende. Og det er egentlig lidt synd når det er to stjerneskuespillere, i form af Julia Roberts og Clive Owen der spiller hovedrollerne. Trods forsøget på at skabe spænding og intensitet, kører den i et moderat og nogle gange lidt sløvt tempo.

 

Der hvor filmen sænker tempoet er kærlighedshistorien, som er lige så meget omdrejningspunkt for handlingen, som spionplottet er. Roberts og Owen skal gøre det ud for det elegante og famøse spion par. Problemet er at deres samspil virker lidt for tilstræbt, der er ingen gnist mellem dem. Julia Roberts ser udbrændt og gammel ud, og der er noget påtaget i hendes måde at agere over for Owen på, som om hun ikke evner den søde charme der ellers altid har været hendes kendetegn.

 

Filmen har dog nogle gode egenskaber, det er en habil spionfilm, selvom det er noget der er set mange gange før. Når først den kommer i gang med selve spiondelen, er den faktisk spændende. Den springer meget frem og tilbage i tid, og det kræver lige lidt opmærksomhed, at få det hele til at falde på plads. Ulrich Thomsen ses i en lille intetsigende birolle, desværre.

 

Ekstra:

- Feature commentary

 

Et kommentarspor er ikke meget at diske op med, især når filmen heller ikke er værd at se mere end en gang. Den vil blive for kedelig at se endnu engang, selv med kommentarsporet.

 

Konklusion:

Der er intet nyt under solen når “Duplicity” ruller hen over skærmen. En solid spionfilm, der skæmmes en smule af den halvhjertede kærlighedshistorie, skuffende leveret af Clive Owen og Julia Roberts. Det bliver aldrig en spionklassiker, til det er den for almindelig, dog indimellem ganske spændende og underholdende.

 

Ekstra: 0.5

Filmen: 3
Ud af 5

 

Anmeldt af: Aron Gerberg Simonsen 

Popularity: 50% [?]

Blekingegadebanden

Tags: On October - 25 - 2009

bleking_600

Premiere Leje/Salg DVD: 13. okt. 2009 – Dokumentar – 99 min. – 2009 – Dolby Digital 5.1 – 16:9.

 

Covertekst:

“Blekingegadebanden” er den autentiske historie om en gruppe unge danske idealister, der mistede grebet om deres egen moral. De risikerede deres egen frihed, og andres liv og førlighed, for at skaffe penge til en sag, der var større end dem selv. De startede som politiske aktivister, men kom dybere og dybere ind i en organisation, der havde flere lag – legale som illegale. Nogle stoppede i tide. Andre gik med et stykke af vejen. Og nogle få valgte at gå hele vejen…

 

Filmen:

“Blekingegadebanden” er dokumentarfilmen om en af Danmarkshistoriens mest omfattende forbryderbander. En blanding af historiske klip, interviews og rekonstruktioner i fiktionsstil. Faktisk har filmens visuelle side formået, at få noget ud af det. Det er ikke bare det normale håndholdte dokumentarfilms billede, derimod er der lavet forskellige animationer, vekslende stilarter som gør billedsiden til noget helt unikt, taget i betragtning af, at det “bare” er en dokumentarfilm.

 

Omdrejningspunktet for filmen og hele dens handling, er set ud fra Bo Weymanns erindring af sagen. Weyman der selv langt hen i forløbet var en del af banden. Gennemgående for filmen er interviewet med netop ham, der så endvidere suppleres med både autentiske og fiktive klip. Netop at et af bandemedlemmerne har en så stor “rolle” filmen, gør filmen til noget specielt inden for sin genre.

 

Den giver formentlig den komplette historie af hele forløbet, fra før gruppen dannedes og til den mange år senere blev anholdt. Alligevel er den lidt ufuldkommen, der var mange andre informationer der også kunne have været med, men stadigvæk er det en informativ og vellavet dokumentarfilm. Den er spændende og til tider også uhyggelig, som fx når den kommer ind omkring den planlagte kidnapning af Jörn Rausing.

 

Set med 2009 øjne er forbrydelserne måske lidt banale, med undtagelse af politimordet, men ellers er dette barnemad i forhold til nutidens forbrydelser, der lang overstiger i brutalitet og råhed. Det der kan være filmens force er så, at det er et stykke Danmarkshistorie. Der findes massevis af andre spændende kriminalsager, der kunne være lige så spændende at se dokumenteret på denne måde.

 

Ekstra:

- Pressemøde i Imperial d. 18 marts 2009 – 4.14

- Bag kameraet i Købmagergade – 6.34

- Interview med instruktøren Anders Riis-Hansen – 6.44

- Bo Weymann træder frem – (DR1 program d. 18 marts 2009) – 21.10

- Trailer – 1.57

 

Bevismateriale og dokumenter:

Blekingegade

- Plantegning og fotos fra lejligheden – 1.38

- Billeder: Koster – 1.40

- Billeder: Maskering og udklædning – 2.40

- Billeder: Våbenkoster – 2.37

Købmagergade

- Blekingegadebandens dialog-manuskript – 1.22

- Politiets radiokommunikation og fotos fra torsdag d. 3 november 1988 – 7.12

- Billeder: Tidsplan og notater fra kuppet i Købmagergade – 3.00

Rausing

- Blekingegadebandens overvågningsoptagelser af Jörn Rausing – 0.51

- Bandens noter om Jörn Rausing, samt noter forud for kidnapning – 1.04

- Bandens notater om bedøvelse – 0.55

- Trusselsbånd til Rausing familien – 3.01

 

Ekstra interviews:

Blekingegadebanden

- Sådan fik vi Blekingegade – 5.16

- Rute til Blekingegade – 3.13

- Om PET møde – 4.38

- Om falske personoplysninger – 1.35

KAK

- Godtfred Appel – 5.56

- Holger Jensen – 7.29

- Slagsmål ved Saga – 5.26

- Sådan blev man medlem af KAK – 2.36

- Kønskamp – 7.36

- Carlos – 38.51

 

Ekstramateriale til en dokumentarfilm kan måske virke lidt malplaceret, men ikke desto mindre er der et utrolig fyldigt ekstramateriale til denne film. Langt det meste af det er rigtig spændende, og der kan virkelig gås i dybden med hele Blekingegadebande sagen. Endelig et ekstramateriale der har noget ordentlig at byde på.

 

Konklusion:

Filmen er et stykke dansk historie, der på daværende tidspunkt da det fandt sted, ikke havde set sin lige. Det er det som gør filmen seværdig, hvis man er interesseret i netop Blekingegadebanden. Filmen er virkelig godt lavet, der er gjort noget ekstra ud af det visuelle. At den er kommet på DVD er måske lidt ekstraordinært, for det en af den slags film der lige så nemt bare kunne være vist på DR2, (hvilket den nok også bliver på et tidspunkt). Men når den nu har gjort sig den ulejlighed at komme ud på DVD, så er det bestemt film der kan anbefales, hvis ellers man finder emnet interessant.

 

Ekstra: 4

Filmen: 3.5
Ud af 5

 

Anmeldt af: Aron Gerberg Simonsen

Popularity: 48% [?]

Fri os fra det onde

Tags: On October - 22 - 2009

fri_os_fra_det_onde_600

Premiere Leje/Salg DVD: 22. sept. 2009 – Drama – 97 min. – 2008 – Dolby Digital 5.1 – 16:9.

 

Covertekst:

I “Fri os fra det onde” vender det lykkelige ægtepar Johannes og Pernille og deres to børn tilbage til Johannes’ fødeby i den jyske provins. De får hjælp til at istandsætte det nyindkøbte hus af den tidligere torturfange Alain fra Balkan, som netop er ved at få troen på livet tilbage og er i færd med at genoprette en ordentlig tilværelse. Johannes’ bror Lars er en ganske anden historie. Han har boet i landsbyen altid og arbejder nu som langtidschauffør. Men skæbnen har andre planer, og en dag ved et tragisk uheld kommer han til at køre den ældre kvinde Anna ned ude på hovedvejen. Det lykkes ham at få plantet falske beviser, der placerer skylden hos Alain, og så ruller lavinen.

 

Filmen:

Lasse Rimmer ses her i sin første egentlige rolle i en spillefilm, og så får han endda en hovedrolle. Et modigt sats af instruktør Ole Bornedal. Det samme gør sig gældende for “Aqua” stjernen Lene Nystrøm, et måske endnu modigere sats.

 

Skuespilpræstationerne varierer en del, ikke alle spiller lige godt, og dialogen flyder heller ikke optimalt hele tiden. Nystrøms underspillede stemmeføring hører til blandt de mindre gode præstationer, mens Rimmer står for den største og mest positive overraskelse i denne henseende. Dog overstråler Andreas Bo Pedersen dem alle, i en meget lille birolle som landsbytosse.

 

Filmens handling er nærmest delt op i to. Først den troværdige der portrætterer den vestjyske sindige mentalitet, og dens skæve eksistenser. Med byfester og godvillig hjælpsomhed. Derefter kammer filmen fuldstændig over, og bliver meget urealistisk, mere ondsindet, men samtidig også så meget des mere spændende. Spændingen består i at handlingen bliver mere action fyldt, men samtidig er det svært at forestille sig, at den skulle kunne virke autentisk. Bl.a. virker politiet en smule langsomme i optrækket. Det bliver en film om fremmedhad og ondskab, om klasseskel i dagens Danmark, og filmen ender med at blive særdeles ubehagelig.

 

Filmen starter som en historiefortælling med en fortæller, men som undervejs i filmen også supplerer med oplysninger. En rigtig god måde at bygge filmen op på, som i det hele taget er rigtig godt lavet, trods enkelte mangler i præstationer og dialog. En spændende film der er utraditionel med sin ubehagelige handling.

 

Ekstra:

- Bornedal og et onde: Bag kameraet – 26.43

- Skæbnen – 1.37

- Ægteparret Johannes og Pernille – 3.47

- Kæresteparret Lars og Scarlett – 3.17

- Stills

- Trailer – 2.16

 

Det er sådan set kun første featurette der har noget at byde på. Den går bag om filmen bl.a. med interviews, og informerer ganske godt om filmen. Et kort men spændende ekstramateriale.

 

Konklusion:

Filmen skiller sig ud ved at være yderst ubehagelig, og det er sådan set også dens force. Det er når filmen sætter fokus på fremmedhad, og de handlinger der udspiller sig deraf, at den for alvor bliver spænende. I det store hele er den rigtig godt skruet sammen handlingsmæssigt, og så pyt med at den er temmelig utroværdig. I “Fri os fra det onde” virker det ganske godt.

 

Ekstra: 2

Filmen: 3.5
Ud af 5

 

Anmeldt af: Aron Gerberg Simonsen

Popularity: 53% [?]

Uncharted 2: Among Thieves

Tags: On October - 21 - 2009

Uncharted2_01

Release dato: 14. okt. 09 – Selskab: Naughty Dog, Sony, Nordisk Film – Formater: PS3 – Anmeldt på: PS3

 

Dengang Playstation 3 kom på markedet, var der meget tale om, hvorvidt de første spil udnyttede den power, konsollen var udstyret med. Da så Uncharted: Drake’s Fortune kom, mente vi alle, at der nu endelig var kommet et spil, der brugte konsollens kræfter og leverede noget af den grafikoplevelse, som man forventede. Uncharted 2: Among Thieves kommer nu på gaden, og nu er forventningerne endnu større. Faktisk forventer man, at spillet skal kæmpe om titlen som årets spil, men kan den virkelig leve op til disse forventninger.

 

Det første, der falder én ind efter nogen load tid og lidt menuvalg er, at her er virkelig sket noget. Grafikken er simpelthen så gennemført hele spillet igennem og bliver faktisk endnu bedre, som man kommer verden rundt. For grafikken har virkelig fået et løft af en anden verden, både fra den første i serien men også fra mange andre spil i samme kategori. Der er simpelthen kælet for detaljerne i en sådan grad, at man flere gange i spillet føler, at man er med i en film i stedet for et spil. Drengene fra Naughty Dog har virkelig lavet en grafisk genistreg, hvad enten man er i en jungle eller en tur i Nepal.

 

Billedsiden er ikke det eneste, der har fået et skub i den rigtige retning, for lyden er også blevet kraftigt forbedret. Der er kommet en meget mere ”bred” lyd, der får alle lydene med i diverse scener i spillet. Man kan roligt sige, som med billedet, at spillet også lydmæssigt er blevet meget mere detaljeret.

Uncharted2_02

Selve spillet har naturligvis skattejægeren Nathan Drake i hovedrollen. Skulle du ikke lige kende til den unge eventyrer, er der to ting at sige. Hvis du ejer en PS3, skam dig, og at han er som Indiana Jones på speed og 30 år yngre. Han er kvik i replikken, specielt når der er kvinder til stede, og disse samtaler er en del af underholdningen i de små mellemsekvenser. Der er som altid to ting, der klæber sig til hr. Drake, og det en kæmpe lyst til eventyr og masser af problemer. Uncharted 2: Among Thieves er ikke nogen undtagelse. Denne gang går han i selveste Marco Polo’s fodspor for at finde hans skat. Det er bestemt ikke en ufarlig mission, for den bringer ham rundt i store dele af verden, og det er ikke småting, der venter af opgaver og skurke, som vil ham til livs.

 

Styringen af spillet består i to hovedopgaver. Naturligvis den almindelige styring af diverse bevægelser og nogle specielle ting via enkelte tryk på den rigtige knap. Den anden del er at styre synsvinklen. Den sidste kan hurtig blive den vigtigste, for med en utrolig detaljeret verden og store omgivelser, kan det godt til tider kræve sin mand at bevare overblikket og finde næste opgave eller komme i ly for kuglerne, der kommer flyvende om ørerne på én. Det er faktisk en af de gode og dårlige ting ved spillet, for man vil naturligvis gerne have store flotte verdener, men når man får problemer med at løse opgaverne, fordi man ikke helt kan overskue omgivelserne, bliver det et minus, og det sker desværre til tider. Udviklerne har nok været bevidste om problemet, for de har valgt, at man til tider kan få et hint, hvis man ikke lige kan finde dét, man leder efter, og det kan til tider være en stor hjælp.

 

De forskellige missioner er fulde af udfordringer og opgaver. Udfordringerne ligger i at komme rundt i de forskellige baner, hvilket måske lyder som en nem opgave. Det er det ikke, for den nemme vej er altid spærret, så man skal ud på en omvej, der kræver fysisk kunnen, og dem har Drake masser af. Hvad enten det er at hænge kun i fingerspidserne ud over en afgrund eller snige sig rundt. Opgaverne kan være alt fra at snigmyrde vagterne uden våben til at skyde en hel hær med våben. Den sidste mulighed er opgaver med løsning af gåder i forbindelse med selve skattene, som man hele tiden er på jagt efter. Både udfordringerne og opgaverne giver god underholdning hele tiden, skønt der til tider begynder at gå lidt rutiner i den. I hvert fald indtil næste del af missionen skal løses, for så skiftes der tit omgivelser, og så er der nyt at lære igen.

 

Spillet har masser af underholdning gemt i sig, og man lærer hurtigt, hvilke knapper, der får Drake til at søge beskyttelse, når fjenden tømmer en AK-47 mod en, eller hvordan man sniger sig rundt på banerne eller springer fra hustag til hustag med en helikopter lige bag sig, der vil én til livs. Det meste af det ser så virkeligt ud, at det næsten er umuligt ikke at leve sig ind i, hvad der sker.

Uncharted2_031

Når man skal have lidt afveksling, kan man smutte en tur ud på nettet og spille multiplayer i bedste ”first person shooter” stil. De mange flotte baner er som skabte til dette. Det giver nogle kampe, men der er stadig spil, der er meget bedre i denne genre, så som Killzone og Moden Warfare. Derfor skal det nok også mest ses som en bonus, men det er stadig god underholdning alligevel, og man kan hurtigt brænde nogle timer af med at jage vennerne.

 

Om Uncharted 2: Among Thieves er årets spil, som mange kalder det, er svært at sige, for kan man ikke lide genren, kan man nok heller ikke lide denne. Det man kan sige med sikkerhed er, at det nok er det flotteste spil i år, hvad angår grafik og detaljer, for her er der p.t. ikke nogen, der kan levere det, som Uncharted 2 giver os. Gameplayet er bestemt også ganske nemt at blive afhængig af, for man skal lige se, hvad Drake nu roder sig ud i. Så konklusionen må blive, at det bestemt er et spil, der er med i kampen om årets bedste. Og mon ikke også det er sikker på at vinde nogle af underkategorierne, såsom bedste grafik og gameplay. Dermed vil vi da også varmt anbefale, at du smutter ud og køber det, hvis du har en PS3.

 

 

Det gode: Tæskegod grafik og fængende gameplay, der bare får en til at hænge ved.
Det onde: Enkelte småfejl, som ikke ødelægger helhedsindtrykket, men som giver skår i glæden.

 

Grafik: 5.0
Lyden: 4.5
Gameplay: 4.8
Holdbarhed: 5.0
Overall:4.8
Ud af 5 mulige.

 

Anmeldt af: Keld Mølbæk.

Popularity: 65% [?]

Tideland

Tags: On October - 19 - 2009

tideland_600

Premiere Leje/Salg DVD: 29. sept. 2009 – Drama – 115 min. – 2008 – Dolby Digital 5.1 – 16:9.

 
Covertekst:

Pigen Jeliza-Rose flytter sammen med sin far Noah – en mislykket rockmusiker og stofmisbruger – til et faldefærdigt hus på landet, da moderen dør af en overdosis. Plantet i en trøstesløs tilværelse, der inkluderer at blande stoffer for farmand, søger Jeliza selskab hos sine nærmeste venner – fire mystiske dukkehoveder. Langsomt dykker hun længere og længere ned i fantasiens hav.

 

Filmen:

Afspilles filmen med intro fortæller instruktøren, at det er en meget speciel film, der skal forestille et liv set gennem et barns øjne. Men noget normalt barn kan der åbenbart ikke være tale om, og der er langt fra noget normalt ved filmen, ganske som instruktøren informerer, eller måske advarer, om.

 

Der er noget fuldstændig surrealistisk og malplaceret over den sindssyge narkovrag af en far, der ævler sig igennem første del af filmen. Men også filmens andre personer hører til, hvor virkeligheden for længst har givet op. De taler i tåger og opfører sig total forrykt, og det kan være meget svært at følge med. Lige så mærkeligt og bizart er den virkelighedsflugt, hvormed pigen udlever forskellige fantasier med sine afrevne dukkehoveder, der fungerer som stemmer i hendes eget hoved. Filmen vil helt sikkert give sig ud for at være poetisk, men det er en underlig form for rå poesi den i givet fald viser.

 

Filmen er et sandt miskmask skabt ud af en syg fantasi, der også har noget pædofilt perverteret over sig. Et godt billede på filmen som helhed, at den er usmagelig. Eneste gode ved denne film er den 11-årige Jodelle Ferlands præstation, og de gysermomenter den indimellem har. Bortset fra det består filmen af en konstant håndholdt kameraføring, der både bidrager til filmens specielle univers, men ofte også virker søsygt.

 

Ekstra:

- Deleted scenes 4.09

- Green screen – 3.15

- Interview With director Terry Gillian – 14.32

- Interview With producer Jeremy Thomas – 9.32

- Behind the scenes featurette – 5.25

- Theatrical trailer – 1.55

 

Instruktøren bruger næsten et kvarter på i ekstramaterialet at forklare filmen, men det er nok også nødvendigt! Det hele serveres uden danske undertekster, og i bund og grund er det uinteressant, fordi filmen netop også er uinteressant.

 

Konklusion:

Hvis man er til ultra-specielle film rammer denne film lige i plet. Den er et eksperimenterende makværk, med perverse undertoner og en handling der næsten ikke er hoved eller hale i. Der kan siges mange negative ting om filmen, men i bund og grund er det bare en meget mærkelig film.

 

Ekstra: 1.5

Filmen: 1.5
Ud af 5

 

Anmeldt af: Aron Gerberg Simonsen

Popularity: 54% [?]

Hvis du keder dig i efterårsferien!

Tags: On October - 15 - 2009

Fall_600

Hvis du er kørt træt i at lave kastanjedyr, og kigge på brune blade er der også andre ting man kan lave. Vi har samlet et par forslag.

 

DVD/Blu-ray film:

Sate of Play (Russell Crow og Ben Affleck så er der dømt thriller)
Wolverine (Hugh Jackman er klart skarpere end tidligere J )
Blekingegadebanden (Dokumentar om en af Danmarks største krimisager)

 

Til børnene:

Monster vs. Aliens (Slimdyret i kampen mod aliens for at redde vores jord)
Race to witch Mountain (Spillefilms Sci-fi action fra Disney)
Snehvide (Du kender resten ellers har du jo chancen nu)
Karla og Katrine (Så der dømt dansk familiefilm)

 

Spil til konsollerne:

Fifa 10 (Prøv om du kan gøre landsholdet efter på det grønne græs)
Dirt 2 (Gi’ den fuld gas, så grus og støv flyver om ørene på en)
Uncharted 2:Among Thieves (Så går den vilde skattejagt over stok og sten)

 

Alle titler skulle være ude nu, så det er bare at komme af sted.

 

Forsat god ferie!!

Popularity: 83% [?]

Wolverine

Tags: On October - 13 - 2009

wolverine_600

Premiere Leje/Salg Blu-ray/ DVD: 13. okt. 2009 – Action – 103 min. – 2009 – Dolby Digital 5.1 – 16:9(2.35:1).

 Covertekst:
Superstjernen Hugh Jackman indtager igen rollen som Wolverine – der vil have hævn! Denne pulserende, spændende action-thriller sætter sine knivskarpe kløer i Logans/Wolverines mystiske oprindelse: hans storslåede, voldelige og romantiske fortid, hans indviklede forhold til Victor Creed/Sabretooth (Liev Schreiber) og det ildevarslende Weapon X-program, der udløser hans dybeste vrede. Hen ad vejen støder Wolverine også ind i nye, legendariske mutanter inklusiv Deadpool (Ryan Reynolds) og Gambit (Taylor Kitsch). Forbered dig på dette dybere, mørkere og endnu mere imponerende kapitel i X-Men-sagaen!

 

Filmen:
Wolverine har altid været en af hovedpersonerne i X-men-filmene, derfor er det heller ikke overraskende, at det lige nøjagtig er ham, der har fået sin egen film. Man får fra starten en opsummering af, hvem Wolverine er, og hvorfor han er, som han er. Det er faktisk ganske interessant, ikke mindst fordi denne film foregår, før X-men-filmene, og fordi det har direkte indflydelse på handlingen.

 

Wolverine var ikke den eneste i familien, der ikke var helt ”normal”, faktisk var hans bror en rigtig ”bad guy”, og af samme grund skiltes deres veje. Naturligvis mødes de igen, og det er bestemt ikke et kærligt gensyn. Efter dette møde kommer der for alvor gang i filmen, der indtil da har været en flot og storslået film med fede effekter og en billedlig flot film. Faktisk er det noget af dét, filmen skal have ros for. Der er nemlig tale om masser af scener, som er en storfilm værdig, og det er jo ikke det, man ser i de første X-men-film, hvor effekterne går forrest.

 

Der er faktisk over hele linjen tale om en positiv oplevelse. Også når det gælder skuespillerne, naturligvis med Hugh Jackman i fronten, men han får masser af modspil. Det hele bliver ført til dørs af en handling og en historie, der er både interessant og med kød på.

 

Ekstra:
Wolverine Unleashed: The Complete Origins
Japanese Bar Scene

 

Det er mildest talt så som så med ekstra materiale. Der er ikke meget ”unleashed” information i det første punkt, ud over lidt skulderklap til Hugh Jackman. Det andet punkt er så ultrakort, at det knap kan tælle som ekstra materiale.

 

Konklusion:
Har faktisk været godt underholdt af X-men-filmene, men den her er bare bedre, med mere dybde i historien og nogle til tider storslåede scener.  

 

Ekstra: 1
Filmen: 4
Ud af 5

Anmeldt af: Keld Mølbæk.

Popularity: 61% [?]

Fast and Furious 4

Tags: On October - 11 - 2009

Fast_620

Premiere Leje/Salg DVD/Blu-ray: 15. Sept. 2009 – Action – 101 min. – 2009
Dolby Digital 5.1 – 16:9

 

Covertekst:
I denne nye, højoktane actionthriller vender Vin Diesel og Paul Walker tilbage til de gader, hvor det hele begyndte, og slår sig igen sammen med Michelle Rodriguez og Jordana Brewster for at fræse gennem Los Angeles og den mexicanske ørken i deres kraftige, tunede og eksotiske biler. En forbrydelse bringer flygtningen og eksfangen Dom Toretto (Vin Diesel) tilbage til L.A. hvor han igen krydser klinger med agent Brian O’Conner (Paul Walker). Men da de konfronteres med en fælles fjende, søger de hævn på den ultimative måde – ved at flytte grænserne for, hvad der er muligt bag rattet.

 

Filmen:
Skulle nogen være i tvivl, så er Fast and Furious filmene højoktan af mandehørm film med masser af ”babes” og hurtige biler. Vi er nået til nummer fire i rækken, og denne gang er Vin Diesel kommet bag rattet igen som Toretto, sammen med Paul Walker, der spiller Brian O’Conner. Så det er det gode gamle team fra etteren, der er tilbage.

 

Der er naturligvis sket en del siden sidst, de to var ude og køre ræs. Men når det er sagt, så er stilen den samme. Dog er der en glædelig overraskelse, nemlig at der er kommet lidt mere kød på filmens handling i modsætning til de sidste par stykker i serien. Det er ikke sådan, at filmen kommer i betragtning til en Oscar eller noget i den stil, men det gør, at det hele får lidt mere mening – også selvom man ikke er fartglad bilnørd.

 

De to er på jagt, den ene efter retfærdighed i form af lovens lange arm. Den anden er bare ude efter hævn. De arbejder ikke som et team, men krydser baner flere gange både bogstaveligt og i overført forstand. Vin Diesel og Brian O’Conner er perfekte i hovedrollerne til denne infight.

 

Filmen må være en af de bedste i serien, muligvis overhalet indenom af den første film i serien. Den har lidt af det hele fra alle filmene og så lige lidt mere. Hvis man er til action og bilræs, ja så er det en film, man ikke bør gå glip af.

 

Det går stærkt til tider i filmen, og det er fulgt godt til dørs af et flot billede transfer og hårdt pumpet musik og billyd. Så mangler du lige en film at blære dig med, kunne det være et okay bud for tiden.

 

Ekstra:
Gag Reel
Under the Hood – Muscle Cars
Under The Hood – Imports
Getting the Gang Back Together
Driving School with Vin Diesel
South of the Border: Filming in Mexico
Feature Commentary with Director Justin Lin.

 
Der er masser af guf, når det gælder ekstramateriale. Både hvis man vil vide mere om filmen, og hvis man er til biler eller Vin Diesel.

 

Konklusion:
Så er lugten af brændt dæk og vilde biljagter i form af Fast and Furious 4 tilbage. Skønt der er meget drengerøv over filmen, har den bestemt også en udmærket underholdningsværdi for os almindelige mennesker, der kører i familiebil. Så spænd selen og smut forbi din lokale filmpusher.

 

Ekstra: 4
Filmen: 3.5
Ud af 5

Anmeldt af: Keld Mølbæk

Popularity: 60% [?]

FIFA 10

Tags: On October - 8 - 2009

Fifa10

Release dato: 1. okt. 09 – Selskab: EA-Sports – Formater: 360,PS3,PS2,PSP,WII,NDS,Iphone,PC – Anmeldt på: Xbox 360

 

Der er jul, påske, pinse og alle de andre højtider, og så er der den dag, hvor den nye FIFA rammer gaden. For os fodboldfreaks, der godt kan lide at lave fede mål fra sofaen, har det lige været det tætteste, man kommer på juleaften, uden det er det. Det er naturligvis udgivelsen af FIFA 10, jeg taler om. Vi har ventet og ventet, men nu er den her! Og har det så været det hele værd?

 

Det vi alle går og drømmer om med FIFA er naturligvis de obligatoriske spiller- og holdopdateringer, så ens yndlingshold rent faktisk stiller med de rigtige spiller og ikke med nogen, der er solgt hen over sommeren. En anden drøm er, at de små fejl hist og her er blevet rettet. Men det vi ønsker os mest er måske, at vi er kommet endnu et skridt i retning af rigtig fodbold og et skridt væk fra pixels, der laver krampagtige træk.
Fifa10_02

Heldigvis har FIFA 10 det hele – som de fleste nok har drømt om. Ronaldo er kommet til Madrid osv. Dér hvor den største glæde dog ligger gemt er helt sikkert i virkelighedsfornemmelsen. Her er der virkelig sket noget.  Der er blevet mulighed for 360 graders driblinger, så man kan gøre modstanderne helt rundtossede, hvis ikke man selv bliver det først. Og selvom man tager på rundfart omkring modstanderens venstre back, virker det bare, uden at det hakker eller flimrer. De har formået at lave det sådan, at det bare virker som en rigtig fodboldkamp. Måden man tackler og skyder på, og når modstanderen rykker i trøjen af én, når man prøver at komme rundt om ham. Det hele har ligesom fået mere liv og mindre computer, hvilket virkelig har flyttet spillet i den rigtige retning. Der var en gang, hvor FIFA kæmpede med at blive kaldt arkadefodbold, og Pro Evolution Soccer var det rigtige fodboldspil. Men sådan er det ikke mere. Til tider kommer man jo helt i tvivl, om man ser en TV kamp, eller man spiller FIFA 10.

 

Endnu en ting, der gør den virkelighedstro, er den såkaldte Live Season 2.0. Her kan man få updates fra de rigtige holds kampe, så man kan spille de samme kampe, som ens favorithold gjorde i weekenden.  Det betyder dog også, at man ikke kan bruge en spiller, hvis han blev skadet sidste weekend osv. Så det er samme vilkår som i virkeligheden. Desværre er det kun de 6 største ligaer i Europa, der er med, så der er ikke nogen update på den danske superliga – men mon ikke de fleste kan finde et favorithold i de 6 liga.
Fifa10_04

Hvis man ikke er tilfreds med det, ”motoren” i FIFA leverer, kan man smutte en tur på træningsbanen og lave sine helt egne frisparkskombinationer. Derefter er det bare at gemme den og finde den frem, når man skal bruge den i en kamp. Det er sådan noget, der er med til at give FIFA en meget lang levetid, for man kan øve sig og bygge på sine evner.

 

Et sted, hvor det måske kunne have været godt med lidt fornyelse, er de to engelske kommentatorer, der snakker løs mest om fodbold. Men til tider fatter man ikke helt, hvad de snakker om. Men hov, sådan er det vel til tider også i den virkelige verden.

 

Spillets grafik har fået et lille hak opefter som forventet, og det kører lige lidt mere flydende. Det er endnu en vigtig ting, der skubber virkeligheden lidt mere ind i spillet. Lyden er ganske udmærket, måske lidt for meget autopilot, lidt stadionstemning, et par engelske kommentatorer og nye tracks med tidens musik, og det er åbenbart reggae, der er hot for tiden.

 

FIFA 10 er virkelig en fornøjelse at spille. Måden spillerne opfører sig på i kampens hede, virkelig naturlig og virkelighedstro, og resten er gennemført næsten hele vejen. EA Games har overgået sig selv, og det er svært at se, hvad de vil putte i FIFA 11, når det bliver den tid.
Fifa10_03

Det gode: Uhyggelig tæt på virkeligheden, 360 graders dribling
Det onde: Kommentatorer ligeså trælse som i virkeligheden

Grafik: 4.0
Lyden: 3.5
Gameplay: 5.0
Holdbarhed: 4.5
Overall:4.5
Ud af 5 mulige.

 

Anmeldt af: Keld Mølbæk. 

Popularity: 78% [?]

Trailer for film der er ude eller kommer snart på DVD ... Kør ind over billedet for at skrue op for lyden
Film Trailers by Filmtrailer.com