Testen

Så fik vi et testeksemplar af den nye Xbox-360 slim! Men hvad er det så, man får, hvis man smider 1800 – 2000 kr.?

Som undertitlen antyder, er der tale om en mindre udgave af den gamle Xbox-360, og der er tale om et nyt design. Man har på én gang valgt at holde ”looket” fra den gamle og skabe noget nyt. Og hvor utroligt det end lyder, er det lykkedes.  Selve formen er den samme som før, men man har tilført den noget nyt i form af nye knapper og køleribber på begge ender og på toppen (når den ligger ned). Ydermere er der kommet en lille sølvkant på maskinen, som giver et mere eksklusivt ”look”.  Der er tale om et flot og funktionelt design, hvor luftkølingen er blevet til design, og hvor de nye knapper er med til at give en mere ”prof” følelse, når man bruger maskinen.

Udover det nye look, er der også kommet forbedringer andre steder. Eksempelvis har man fået et indbygget trådløst netværkskort, hvor man før skulle ud og købe et, som så skulle hænge ud af USB-stikket. Der er tale om den hurtigste trådløse standard, hvilket vil sige Draft’N og op til 300 Mbit, så det er faktisk muligt at streame film i HD, og spillene skulle gerne køre uden tab af vigtige sekunder.

Der er også blevet plads til flere USB-tilslutninger. De to på fronten er der stadig, men der er hele 3 stk. på bagsiden, hvilket nok er en god idé, når nu Microsofts store satsning Kinect kommer senere på året. For den skal bruge den ene af dem. Angående Kinect er der også et strømudtag til den bagpå, så man ikke skal have en ekstern strømforsyning smidt på gulvet.

Plads er der også blevet mere af, altså ikke kun i TV-reolen på grund af den mindre størrelse. Nej, selve harddisken er blevet på 250 GB, hvilket må siges at være et godt træk, da man henter mere og mere.  Det gør det også mere interessant at lægge spillene ned på drevet frem for at køre dem fra DVD-skiverne. Harddisken sidder i enden af maskinen, dog med hele drevet inde i selve kabinettet, men enden stikker lidt ud, og det er ikke en tilfældighed. For det gør faktisk, at man kan skifte drevet ud, hvis der skulle komme en større model.

Et af de kritikpunkter, som den tidligere model af Xbox-360 har stået model til er støjen, og det har helt sikkert været noget af en prøvelse i de stille film eller spil. Heldigvis har den nye ikke dette problem – den er stort set støjfri. Det er i hvert fald ikke noget, vi har lagt mærke til i testperioden, kun når drevet spinder op i fart, har man kunnet høre den.

En af de største skuffelser er nok, at Microsoft stadig ikke sender HDMI-kabler med i pakken. Det er simpelthen for dårligt, når det er Danmark, der er tale om. Man skal da ikke spises af med componet og scart i 2010.

Konklusion:
Skal man løbe ud og købe den sorte støjsvage boks? Svaret er ja, hvis ikke du har én og synes, det er Xbox-360, du vil satse på (check eksklusiv titlerne til Xbox-360, bl.a. Halo, Forza m.m.).  Har du én, og ikke synes den mangler forbedringer, så kan du bare forholde dig i ro.

Når alt det er sagt, ja så er der kun at sige, at Xbox-360 er blevet en lille lækker sag, som helt sikkert vil tilfredsstille de fleste. Har dog hørt, at folk ikke kan forstå, at der ikke er Blu-ray i ”dyret”, men det er simpelthen ikke den vej Microsoft vil med konsollen. Dels fordi de ser den mere som en spillekonsol end en filmafspiller, og dels fordi de tror på, at fremtiden er at streame film fra en online-butik. Sidst men ikke mindst vil det også gøre den noget dyrere.

Vi på DVDTOWN.DK må helt klart anbefale den nye ”Slim” som bare er lidt federe hele vejen igennem i forhold til den gamle model. Og meget af dét, der er forbedret, er dét, som den gamle mangler.

 

Af Keld Mølbæk

 

 

VN:F [1.9.20_1166]
Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
VN:F [1.9.20_1166]
Rating: 0 (from 0 votes)

Share on Facebook

Kommentar:

Kommentar