Anmeldelsen

Format: DVD, Blu-ray – Release: 25.09.17 – Min: 797

 

Covertekst:
Rick og gruppen har nu fundet ud af, efter at være blevet tvunget til at acceptere Negans vilje, at han ikke er til at snakke med, og at hver ny dag kan være de overlevendes sidste.

 

Filmen:
Den ekstremt populære serie “The walking dead” fortsætter og fortsætter, og heldigvis for det, det er nemlig en af de virkelig fængende serier der formår at forny sig selv og skabe nye måder, at fortsætte handlingen på. Der kommer nye personer med, nogle falder fra og den udvider sit univers mere og mere, og i denne 7. sæson er der mange forskellige samfund der bliver blandet sammen, og alle med hver deres særegne kendetegn og det giver en dynamik der fungerer fantastisk. Stadigvæk er det Rick og hans gruppe der er hovedhistorien, men også de er fordelt i forskellige samfund, og så er der lige en ny aktør på banen der også gennemsyrer hele denne sæson. Det er den karismatiske og seriens hidtil ondeste karakter, Negan, han sætter nye grænser for modbydelighed, og det er netop hans voldsorige der skaber rammerne for alt andet der sker i afsnittene.

Første afsnit slipper hvor 6. sæson sluttede og det er et yderst spændingsmættet og ubehageligt afsnit, og derfra går det slag i slag og ender sidste afsnit med et lige så spændingsmættet afsnit, en vaskeægte cliffhanger som er næsten ubærlig, at vente på fortsættelsen af. I takt med de nye samfund kommer der også flere vigtige personer med i serien og den fortæller mange personlige historier, det lykkes at fornemmeste vis, at holde alle bolde i luften så seeren føler med de forskellige personer. Det lykkes fordi der er øje for det psykologiske spil der er indbyrdes mellem seriens utallige karakterer, og stort set alle er interessante, hvad enten de kommer fra Kingdom, Oceanside, Hilltop eller et af de andre samfund der dukker op undervejs.

Det er stadig en fascinerende historie der fortæller om en “mulig” fremtid, zombierne fylder ikke så meget i historien her, men de er der hele tiden som en lurende fare i baggrunden. Det fascinerende er især hvordan der er forskellige måder at leve på, hvordan de skaffer mad og andre fornødenheder, hvordan de overlever i et angstfyldt kaos, nogle med vold andre med fred, og egentlig et godt og nuanceret billede på hvordan verden i virkeligheden ser ud. Som alle andre steder er der både dem der er onde og dem der gode i varierende nuancer, og der skabes mange kontraster her mellem dem som vil leve i fred og dem der benytter sig af ondskabsfuld voldelighed, og sidstnævnte er denne sæson fyldt med.

 

Ekstra:

  • Audio commentary – Episode: 1, 3, 9, 11, 13 og 16
  • Inside The walking dead – 58.23
  • The making of The walking dead – 49.29
  • A larger world – 10.14
  • Breaking and rebuilding – 5.07
  • A new chapter of fear – 5.04
  • The writers – 4.01
  • Top walkers – 8.29
  • In memoriam – 7.19
  • Warrior women – 7.36
  • Deleted scenes – 8 stk.

 

Her er der et stort og flot ekstramateriale der har mange spændende featuretter at byde på, alle væsentlige og interessante at se, uden undtagelse. Tre featuretter skal dog fremhæves, de to første der begge varer næsten en time, og de kan ses uden at man føler man spilder tiden. Begge er egentlig sat sammen af mindre featuretter, men som i mange andre ekstramaterialer ville være delt op, så man skulle sidde og trykke på fjernbetjeningen hele tiden. Den første featurette handler om denne sæson, mens den anden handler om hvordan nogle af de forskellige afsnit er blevet til. Den tredje der skal nævnes her er “In memoriam”, der viser og fortæller om dem der er mistet undervejs i sæsonen, den er egentlig meget rar at få med som en slags opsummering.

 

Konklusion:
“The walking dead – sæson 7” er stadig en virkelig fed serie, måske en af de allerbedste, hvilket de 7 succesfulde sæsoner også vidner om. Grunden til at den kan fortsætte, udover at den rigtig spændende er, at den fornyer og udvikler sig selv og det gør at den forbliver interessant. Sæson 7 er en ondsindet og meget spændingsmættet sæson, og den skal selvfølgelig ses, og den kan faktisk tåle at blive set mere end én gang.

 

Karakter:
Ekstra: 4/5
Filmen: 5/5

VN:F [1.9.20_1166]
Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
VN:F [1.9.20_1166]
Rating: 0 (from 0 votes)

Share on Facebook

Kommentar:

Kommentar