Anmeldelsen

Format: DVD, Blu-ray, VOD – Release: 13.03.2014 – Min: 107

 

Covertekst:
Nils Malmros ‘Sorg og glæde’ tager sit udgangspunkt i vinteren 1984. Filminstruktøren Johannes har været ude for at holde et foredrag, og da han kommer hjem er katastrofen sket. Hans kone Signe har i en psykose dræbt deres ni måneder gamle datter, Maria. Smerten er ubærlig, men Johannes er alligevel opsat på at beskytte sin kone mod et retssystem, der kan være uforstående. Han vil derfor gøre, hvad han kan for at hjælpe hende, for han føler selv skyld for hendes situation. Sammen med en retspsykiater forsøger Johannes at finde nøglen til en forståelse af den ulykkelige hændelse, hvilket betyder en granskning i fortidens forelskelse, jalousi og ofte altoverskyggende filmarbejde. I sin søgen finder Johannes frem til vigtige ting i livet, der giver håb for en gensidig og moden kærlighed.

 

Filmen:
”Sorg og glæde” er et af de stærkeste dramaer i dansk films historie, ikke mindst fordi den er sandfærdig og fordi den rører ved det mest uhyggelige en forælder kan forestille sig. Som de fleste sikkert ved er det instruktøren Nils Malmros’ egen historie og filmen er helt igennem selvudleverende samt hudløst ærlig, og så er Malmros jo også en fremragende instruktør. Filmen rører ved noget følelsesmæssigt for størstedelen af befolkningen, og mange kan forholde sig til det alvorlige emne, og det er også grunden til at den bliver så fremragende vedkommende. Det er en film der kan opsluge seeren fuldstændig så tid og sted glemmes, en film der er noget så sjældent som ægte og uforfalsket rørende. I modsætning til film der med en fiktiv handling spiller bevidst på følelser, er der ikke noget forlorent eller påtaget her, den vil bare vise det barske drama som det nu engang er.

Filmen er på en måde delt i tre, ikke at det kan ses i filmen, men den måde den får følelserne frem har en form for tredeling. Starten og slutningen, en slags før og efter, er de stærkeste, det er her filmens handling som minimum giver en klump i halsen, her er den foruroligende troværdig, bl.a. takket være de fremragende skuespilpræstationer af Jacob Cedergren og Helle Fagralid. Den midterste del, og størstedelen, af filmen handler om sorgbearbejdelsen efter tragedien, gennem samtaler mellem ”Johannes” og psykiateren. Det giver tilbageblik på de to hovedpersoners liv, hvad der er gået forud, og måske en søgen efter et svar på hvorfor det gik som det gik. Her er filmen knap så tung, det er her der også er den latter, det glædelige, som filmens titel også bebuder, men hele tiden med det uhyggelige faktum lurende under overfladen. Her er bl.a. genskabt et par optagelser til to af Malmros helt store film, ”Kundskabens træ” og ”Skønheden og udyret”, ganske godt fundet på og morsomt hvis man selvfølgelig har set de to film.

 

Ekstra:
Inter ekstramateriale.

 

Konklusion:
”Sorg og glæde” er den slags film hvor dramaet virkelig kommer til sin berettigelse, hvor det for alvor er vedkommende, også fordi det ikke bare er ren fiktion. Den er meget alvorlig og ikke alle ville kunne lide at se den, men den berører så dybt er det gør helt ondt, og det hører til sjældenhederne inden for filmens verden, derfor er det intet mindre end en unik film Nils Malmros har lavet.

 

Karakter:
Ekstra: 0/5
Filmen: 5/5

VN:F [1.9.20_1166]
Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
VN:F [1.9.20_1166]
Rating: 0 (from 0 votes)

Share on Facebook

Kommentar:

Kommentar