Anmeldelsen

Format: DVD – Release: 17.01.2012- Min: 98

 

Covertekst:
De sidste år af den legendariske Butch Cassidys liv er omgærdet af mystik. Lige fra hans påståede død i en boliviansk stillingskrig til hans flugt fra Sydamerika, for senere at sove stille ind på en ranch i Nevada i 1930′erne. I Mateo Gills eventyrlige westernfilm lever den ældre Butch Cassidy under det fiktive navn James Blackthorn i en afsides landsby i Bolivia 20 år efter, at han forsvandt i 1908. Han lever en ydmyg tilværelse og længes efter at lægge sit eksil bag sig og vende tilbage til USA, så han kan gense sin familie. Blackthorn slår sig nødtvunget sammen med en spansk minerøver, der lover ham en del af byttet. Han begiver sig ud på sit sidste eventyr og opdager, at han ikke er den eneste, der bærer på en dyb hemmelighed.

 

Filmen:
Det er 43 år siden filmklassikeren ”Butch Cassidy and the Sundance Kid” blev lavet, og her endte den med at de to berømte banditter blev skudt ned af den bolivianske hær. Mange husker sikkert slutscenen hvor de to styrter ud af døren og billedet fryser. I mange år formodede man at de blev skudt ned i 1908. Denne film bygger på den nye viden om, at Cassidy overlevede og levede i mange år efter i anonymitet, og det er denne periode filmen her prøver at kaste et lys over. Hvor tæt den er på sandheden vides ikke her.

Filmens handling foregår i 1927, altså godt 20 år efter Cassidy var formodet dræbt, hvor han lever under navnet James Blackthorn. Den starter med at han gerne vil tilbage til USA for at gense sin (måske) søn, en mand der søger det sidste fyldestgørende i sit liv, men den ender med at blive en klassisk westernfilm, hvor han sammen med en spanier bliver jagtet gennem bolivianske byer og ørkner. Den har den letgenkendelige stemning der er forbundet med westerns, og den gør det fremragende. Det er ikke så ofte der laves film i denne lidt gammeldags genre, men her er den virkelig up-to-date, samtidig med den nostalgiske stemning er bibeholdt.

Filmen giver nogle korte tilbageglimt undervejs til 1900-1908, ikke specielt meget men lige nok til at kunne følge lidt med Cassidys og Sundance’ liv og færden. Her spilles Cassidy af danske Nikolaj Coster-Waldau der efterhånden har skabt sig en habil Hollywood karrierer. Det er dog ikke fordi han brillerer specielt i denne lille rolle, selvom han gør det rigtig godt. I stedet er det Sam Shepard som den aldrende Cassidy der leverer en fantastisk præstation, gammel og hårdkogt på samme tid. Filmen tager to uventede drejninger der giver et par gode overraskelser, og er med til at opretholde filmens interesseniveau.

 

Ekstra:

-       Trailer: Tyrannosaur – 1.31

 

Konklusion:
Det er en rigtig god western der både indeholder alt det klassiske med skuddueller osv., og samtidig fortæller historien på det personlige plan om Cassidy på hans gamle dage. Den er rigtig godt skruet sammen med spændende twists, og en hele vejen igennem interessant handling.

 

Karakter:
Ekstra: 0/5
Filmen: 4/5

VN:F [1.9.20_1166]
Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
VN:F [1.9.20_1166]
Rating: 0 (from 0 votes)

Share on Facebook

Kommentar:

Kommentar