Anmeldelsen

Format: DVD, Blu-ray, Streaming  – Release: 20.04.17 – Min: 112

 

Covertekst:
Arrival er en tankevækkende science fiction-thriller fra den anmelderroste instruktør Denis Villeneuve (Sicario, Prisoners). Da mystiske, fremmede rumskibe lander rundtomkring på kloden, sættes et ekspertteam bl.a. bestående af den førende lingvist Louise Banks (Amy Adams) og fysikeren Ian Donnelly (Jeremy Renner) til at kommunikere med dem for at finde ud af, hvad de vil.

 

Filmen:
Dette er ikke den sædvanlige tju-bang science fiction film hvor rumvæsener kommer for, at erobre jorden og slå hele menneskeheden ihjel, det i sig selv burde være nok til at tage et ekstra kig på denne anmelderroste film. Den griber genren an på en helt anderledes måde hvor det er troværdigheden der er i højsædet, og det ikke så ligetil at lave en plausibel film om noget så science fiction præget, som rumskibe der lander på jorden. Ikke desto mindre formår filmen at skabe en meget plausibel fortolkning af hvordan noget sådant kunne foregå, også uden det handler om død og ødelæggelse, i hvert fald ikke fra rumvæsenernes side. Til gengæld handler den om hvor skrøbelig verdensfreden kan være, især når store krigsmagter lurer på hinanden og hvad de vil gøre i forhold til ”invasionen”. Problematikken er på den måde selvfølgelig ikke aktuel i forhold til rumvæsener, men alligevel er det en nutidig problematik.

Heldigvis er moralen i filmen, at man ikke skal være bange for det man ikke kender, at det kun fører til had og vold og det har vel aldrig været mere aktuelt i nyere tid end nu? Derfor er det netop også en vedkommende film, en intellektuel science fiction film der også kan være lidt svær at forstår. Den arbejder ikke i lineær tid, og det er også en af filmens dyder, at der er en lille krølle på tidsperspektivet i det hele. Tempoet er langsomt men handlingen langt fra kedelig, der er hele tiden en spænding i hvad det næste der vil ske er. Befriende er det også, at filmen er barberet fri for alt hvad der hedder klichéer og platheder, til gengæld beriger den seeren med en smuk kærlighedshistorie, der er essentiel for hele filmens handling.

 

Ekstra:
Xenolinguistics: Understanding Arrival – 30.02
Eternal recurrence: The score – 11.24
Acoustic signatures: The sound design – 13.59
Nonlinear thinking: The editing precess – 11.19
Principles of time, memory and language – 15.25

Et godt ekstramateriale med en masse vigtig og nyttig information om filmen, om baggrunden for den og idéen bag. Det er selvfølgelig kun  interessant i det omfang, at man også synes filmen er interessant.

 

Konklusion:
”Arrival” er en intelligent og meget seværdig science fiction film, man skal ikke forvente en film af den gængse slags, denne er meget mere sofistikeret og eftertænksom. Det er en god og tankevækkende historie, den har andet og mere på hjerte end bare at underholde, hvilket den selvfølgelig også gør. Det er en film man ikke bør snyde sig selv for, hvis man er til film hvor der også skal tænkes til.

 

Karakter:
Ekstra:3/5
Filmen: 4/5

VN:F [1.9.20_1166]
Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
VN:F [1.9.20_1166]
Rating: 0 (from 0 votes)

Share on Facebook

Kommentar:

Kommentar