Anmeldelsen

Format: PS3 – Release: 08.11.2011 Genre: Action – Spiller: 1-10

 

Spillet:
Naughty Dog er tilbage med endnu en historie om Drake, hvor han bliver sendt rundt i verden for at løse endnu et mysterium. Naturligvis er han ikke alene, for lige i hælene på ham er den onde Katherine Marlowe og hendes hær af skurke. Heldigvis har han sin mentor Victor Sullivan med, hvilket faktisk er en stor hjælp.

Denne gang er det jagten på Atlantis of the Sands og nogle af Drake’s forfædre, der er målet. Men som i de andre 2 i serien er der mange, der står i vejen for målet. Historien er i denne udgave faktisk den bedste af de 3, for den er mere gennemført og mere sammenhængende.

Oplevelsen:
Uncharted-serien er kendt for at være noget af det tætteste, et spil kommer på at være en film. For alle actionscenerne kunne sagtens være taget ud af en film, og det er på godt og ondt. Det ser kanon ud, når Drake er på opdagelse, eller når han bliver jaget hen over hustage med skurkene lige bag sig.

Så længe spillet glider fremad i ”filmagtig stil”, er Uncharted 3 en fantastisk oplevelse. Men nu gror træerne jo som bekendt ikke ind i himmelen. For når det kommer til scener, hvor man skal skyde fjenderne, ja så falder oplevelsen en del. For det virker ikke helt så gennemført, som man kunne ønske. Selve skydedelen virker noget krampagtig og komisk, for Drake kan tage mange skud, og skurkene skal rammes meget nøjagtigt og flere gange.

En anden ting, der virker frustrerende, er, at der er tale om et såkaldt ”one way game”. Det er der som sådan ikke noget galt i, så længe miljøet man bevæger sig i får én i den rigtige retning. Desværre er der nogle steder, hvor det kan være lidt svært at finde vej. Eksempelvis i starten, hvor man løber på et tag med skurkene i hælene, og det skal gå stærkt. Men det kan være svært at orientere sig om, hvor man skal hen for at komme videre. Andre steder står man med den modsatte oplevelse. Der kan man næsten regne ud, hvad man skal, før man kommer dertil, og i længden bliver det også lidt ensformigt at klatre på væggene og springe fra hustag til hustag. Det er, som om man har fundet en ny historie til spillet men ikke nye udfordringer.

Der er også mulighed for multi-player, men det er så som så. For når man ser på hvilke andre first-person-shooter, der er ude på markedet, ja så virker Uncharted noget tamt og kedeligt. Men har man spillet, er det jo ikke en ulempe med muligheden. Man skal bare ikke købe spillet på grund af multi-player delen.

Jeg havde store forventninger til denne udgivelse set i lyset af de to første, som faktisk er nogle af mine største favoritter på PS3’en. Desværre er det svært at holde flow’et og intensiteten i spillet, fordi der er nogle blindgyder, som man skal have fundet en løsning på.  Nu er der sikkert nogle, der siger, at det er en del af gameplayet, men når man bygger et spil op, som var det en film i Indiana Jones-stil, man er med i, ja så skal det virke som sådan.

 

Grafikken:
Der er tale om en smuk billedmæssig oplevelse, som i de tidligere spil. Dog er der enkelte udfald, hvor den falder igennem, og det skinner naturligvis igennem, når alt andet er så flot lavet.

 

Lyden:
Til et spil, der ligger meget tæt på filmverdenen, hører naturligvis et godt soundtrack, og her bliver man bestemt ikke snydt. For der er et kanont lydbillede med et godt soundtrack og gode effekter.

 

Konklusion:
Uncharted 3 er virkelig et spil, vi har set meget frem til, da vi var helt vilde med 2’eren. Desværre er der ikke meget nyt under solen, for godt nok er der kommet en god historie, men gameplay virker noget ”copy /paste”-agtigt. Heldigvis er dét, man kopierer i den bedre ende, og derfor ender vi da også på en 4’er.

 

Karakter:
Grafik: 5/5
Lyden: 4.5/5
Gameplay: 3.5/5
Holdbarhed: 3,5/5
Overall: 4/5.

VN:F [1.9.20_1166]
Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
VN:F [1.9.20_1166]
Rating: 0 (from 0 votes)

Share on Facebook

Kommentar:

Kommentar